N.M. Petersen

I 2006 udkom formentlig den sidste udgave af oversætteren N.M. Petersens sagaoversættelser. Det drejede sig om et enkelt bind med to sagaer, hvoraf Njals saga – den længste af alle de islandske sagaer – var den ene. Petersens oversættelse af Njals saga stammer oprindelig fra 1841 og havde altså 165 år på bagen, da den sidst blev genoptrykt. Alt tyder på, at det var den af de islandske sagaer, der stod Petersens hjerte nærmest (den overgår ”[i] Indhold og Fremstilling […] næsten alt, hvad vi kjende i Norden”), og den er uden tvivl den af Petersens sagaoversættelser, der har været udgivet fleste gange.Naturligvis er der kommet andre oversættelser af Njals saga mellem 1841 og 2006, men det er tankevækkende, at ingen af dem opnåede status som afløser for Petersens. Selv ikke da oversættelsen i 1926, efter endnu en genudgivelse, blev udsat for et frontalangreb af forfatteren og sagaoversætteren Gunnar Gunnarsson (1889-1975). Her stødte to diametralt modsatte oversættelsesstrategier sammen: Petersens tekstnære-filologiske metode og Gunnarssons digteriske tilgang.

Modsat alle senere oversættelser af de islandske sager er det ordet ’klassisk’, man oftest støder på i forbindelse med Petersens sagaoversættelser (”Hans sagaoversættelser […] har indtil vor tid stået som klassiske”, Gyldendals Encyklopædi). Petersen er klassisk og var en pioner i sin samtid.

Niels Matthias Petersen blev født i 1791 i landsbyen Sanderum ved Odense. I 1801 fik han plads på Odense lærde Skole, hvor han blev klassekammerat med blandt andre den senere så berømte sprogforsker Rasmus Rask. Denne fik en afgørende indflydelse på Petersen fremtidige virksomhed, ikke mindst fordi de læste oldislandsk sammen i en fælles begejstring for Nordens oldtid. Han blev student i 1808 og begyndte at studere teologi, som han dog ikke afsluttede, og opnåede i øvrigt aldrig en akademisk grad. I 1815 fik han ansættelse på Brahetrolleborg seminarium, hvor han var lærer i små ti år og beskæftigede sig med nordisk mytologi, dansk og islandsk historie.

Da seminariet i 1826 blev nedlagt, valgte Petersen at flytte til København. De følgende år frem til vennen Rasmus Rasks død i 1832 helligede han sig sproglige studier og udgav to for den tid banebrydende værker: Dansk Orddannelseslære fra 1826 og Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget i to bind fra 1829-30. Petersens forskning gik efterhånden i en mere historisk retning – hans sprogkundskaber blev dermed snarere en hjælpedisciplin – og denne forskning udmøntede sig i trebindsværket Danmarks Historie i Hedenold (1834-37). En af de vigtigste hovedkilder til værket var de islandske sagaer. Parallelt med sin historiske forskning leverede han i årene 1831-36 en lang række oversættelser af islandske kongesagaer til det store samlingsværk Oldnordiske Sagaer. Sin virksomhed som oversætter fortsatte han med Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, der udkom i fire bind i årene 1839-44. I 1845 blev Petersen den første professor i nordiske sprog, og i denne stilling skrev han pionerværket Bidrag til den danske Litteraturs Historie i fem bind. Han døde i 1862 i København og ligger begravet på Assistens Kirkegård.

I dag huskes Petersen først og fremmest for sin indsats som oversætter af de islandske sagaer. Han var den første, der oversatte og fik udgivet en større samling af dem. Som oversætter var han mere end kompetent, idet han dels besad en enorm viden om både kilde- og måltekstens sprog, dels havde en omfattende historisk og kulturhistorisk viden om gammelislandske forhold. Det er dog vanskeligt at give en generel karakteristik af Petersen som oversætter ud fra de ti islandske sagaer i Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude. Det skyldes, at hans opfattelse af den enkelte saga delvist bestemte oversættelsesmetoden. For eksempel mente han, at Njals saga besad en høj grad af historisk og digterisk sandhed, mens Grettes saga var et rent eventyr og ”vidner […] om en fordærvet Smag”. Derfor følger den første oversættelse originalen nøje, mens den anden gengives i en stærkt reduceret form.

I fjerde bind af Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude finder man en længere redegørelse for Petersens oversættelsesstrategi. Her kan man bl.a. læse, at hans oversættelse af islandske sagaer skulle introducere sagaverdenen for den læsende almenhed, og at de skulle være umiddelbart tilgængelige. Petersens ideal var at forene det skrevne sprog med et almuesprog. Med hans egne ord skulle målet med oversættelserne være at ”forene [Almuesprogets] Armod med [Skriftsprogets] Overflødighed, og derved danne en selvstændig, paa sin egen Kraft stolende og med Selvfølelse virkende, Middelstand.” Med denne sproglige ”Middelstand” grundlagde Petersen på godt og ondt en nærmest neutral stil uden for store syntaktiske og sproglige udsving, en såkaldt ’klassisk dansk sagastil’. Hverken syntaktisk eller indholdsmæssigt skulle datidens læsende publikum stødes unødigt. To eksempler fra Njals saga kan illustrere dette.

Begyndelsen på Njals saga lyder i en tekstnær oversættelse: ”Mård hed en mand, som blev kaldt Gige. Han var søn af Sighvad Røde. Han boede på Vold på Rangåvoldene.” Tre hovedsætninger, der beskriver sagamenneskets tre orienteringspunkter. Form og indhold udgør en enhed, og man fornemmer den bagvedliggende mundtlige tradition. Disse tre sætninger hugget i islandsk basalt bliver hos Petersen til en bølgende rytme i et dansk bakkelandskab: ”En Mand, som hed Maard, med Tilnavnet Gige, en søn af Sighvat den Røde, boede paa Gaarden Vold i Rangaavolde.” Kildetekstens hårde syntaks er omformet til en hjemlig, velkendt syntaks.

I sagaens kapitel 8 leger to drenge på gulvet: ”De knevrede løs, for de var ikke klogere. Den ene af drengene sagde: ”Nu leger jeg Mård og lægger sag an for at tage din kone fra dig med den begrundelse, at du ikke kan stikke den ind i hende.” Originaltekstens grove ord ”serða”, som her er gengivet ’stikke den ind’, bliver hos Petersen til ”… har ikke kunnet have ægteskabelig Omgang med hende”. Filologen Petersen har naturligvis kendt til det norrøne ords vulgære betydning, mens sagaformidleren Petersen åbenbart har fundet det upassende at oversætte ordet direkte. Resultatet bliver til gengæld, at hans oversættelse næppe gengiver et barns måde at tale på.

Baggrunden for Petersens sagaoversættelser er et ønske om at introducere sagaverdenen for et bredere publikum. Hans sagaprojekt er i sin kerne folkeligt i forhold til tidligere tiders mere elitære omgang med sagaerne. Samtidig bedriver han sprogpolitik i kraft af sine sagaoversættelser. Det sker med et dobbeltgreb, idet han så at sige ønsker at både aftyske og norrønisere det danske sprog. Han spørger: ”Hvorfor skulde vi ikke kunne sige: Det tyder intet (har intet at betyde), da Forstavelsen be- dog er en Germanisme, som vi i mange tilfælde kunne undvære?” Og i stedet for at tale om templer, altre og orakler, som man kender fra græsk og latin, indfører han ord som ”Hov”, ”Stalle” og ”Fret” (norr. ”hof”, ”stalli” og ”frétt”). For begge dele blev Petersen kritiseret i sin samtid. Blandt andet påpegede man – ikke helt uden grund – at tanken om at gøre sagaerne til ”almenlæsning” måtte anses for ”aldeles forfejlet.”

Petersen var i høj grad en sagaoversætter af sin samtid. Hans oversættelser red på en bølge af en enorm interesse for nordisk oldtid og især den islandske middelalderlitteraturs fremstilling af den, nød godt af et langt større læserpublikum end tidligere og profilerede sig ikke mindst på baggrund af en generel antitysk stemning. Men samtidig overskred hans sagaoversættelser deres egen tid (ganske vist med lettere tekstredigeringer undervejs), og det ikke mindst i kraft af deres gennemgående klare og jævne sprog. Det er fristende at hævde, at hans klassiske sagasprog i stor udstrækning udspringer af nogle af de ovenfor nævnte personlige forhold (opvækst blandt almuen, ingen akademisk grad).

For en udelukkende teknisk betragtning af litterær oversættelse fylder Petersens oversættelser af de islandske sagaer ikke voldsomt meget (fire bind med ti sagaer). Men betragtes litterær oversættelse i stedet som det, den også er, nemlig en kulturel dialog, er hans indsats som oversætter imponerende. Med sine sagaoversættelser har Petersen helt ind i det 21. århundrede ikke blot bidraget til at grundlægge, udbrede og forme kendskabet til de islandske sagaer i Danmark og derved styrket dem som verdenslitteratur, men tillige opdraget generationer af danskere til at blive sagalæsere og haft afgørende indflydelse på deres opfattelse af de islandske sagaer.

Som det indledningsvis blev antydet, er N.M. Petersens sagaoversættelser trods deres klassikerstatus formentlig blevet udgivet for sidste gang. I 2009 påbegyndtes et oversættelsesprojekt af samtlige islandske sagaer til et nutidigt dansk. Det ville utvivlsomt have glædet Petersen, ikke mindst fordi de nye oversættelser grundlæggende viderefører ånden fra hans klassiske sagaoversættelser.

af Kim Lembek

 

Anvendte værker i artiklen

Dansk Biografisk Leksikon, i: Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi.

Anon., Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, Bind 4, udg. af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab i Bearbejdelse efter de islandske Grundskrifter ved N.M. Petersen, S.L. Møllers Bogtrykkeri, København 1840. Heri har Petersen en længere redegørelse for sine oversættelsesprincipper.

Larsen, Svend Erik: ”Oversættelse”, i: Kjældgaard, Lasse Horne m.fl. (red.), Litteratur, introduktion til teori og analyse, Aarhus Universitetsforlag 2012.

Lassen, Annette: ”N.M. Petersens sagaoversættelse”, i: Gregersen, Frans m.fl. (red.), Filologen N.M. Petersen, grundlægger og fornyer, Selskab for Nordisk Filologi, København 2014.

 

Værker, N.M. Petersen (efter udgivelsesår)

Oversættelser:

Anon., Oldnordiske Sagaer, i samarbejde med Carl Christian Rafn og Finnur Magnússon, udg. af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, København 1826-1837.

Anon., Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, Bind 4, udg. af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab, S.L. Møllers Bogtrykkeri, København 1839-1844.

 

Andre udgivelser (udvalg):

Petersen, N.M., Dansk Orddannelseslære, S. Hempel, Odense 1826.

Petersen, N.M., Haandbog i den gammel-nordiske Geografi, Gyldendal, København 1834.

Petersen, N.M., Kortfattet dansk Retskrivningslære, Udg. af Selskabet for en forbedret Retskrivnings Udbredelse, København 1837.

Petersen, N.M., Hans Egedes Levnet, udg. af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, København 1839.

Petersen, N.M., Nordisk Mythologi, Forelæsninger, J. H. Schubothes boghandel, 1849.

Petersen, N.M., Bidrag til den danske Literaturs Historie, bind 1-5, Den Danske Historiske Forening, 1853-1861.