Birgitte Thott

Birgitte Thott, oversætter og forfatter, født 17. juni 1610 på herregården Fårupgård ved Jelling, død 8. april 1662 i Sorø, er måske den mest fremtrædende af 1600-tallets såkaldte feminae doctae, lærde kvinder. Marianne Alenius, som er den danske forsker, der har skrevet mest udførligt om Thott, omtaler hende som den mest lærde af de ca. 140 lærde kvinder, vi kender fra 1600- og 1700-tallet.

Forældrene, Christen Thott og Sophie Below, sørgede for, at deres børn fik en højst usædvanlig og meget moderne uddannelse, som ikke blot omfattede klassiske sprog og litteratur, men også europæiske hovedsprog og litteratur. Latin blev det sprog, Thott oversatte mest fra, men hun studerede også oldgræsk og hebraisk, og af europæiske sprog ud over dansk beherskede hun ifølge samtidige kilder tysk, hollandsk, fransk, italiensk, spansk og noget så sjældent dengang som engelsk. I arkiverne finder man hendes oversættelser fra latin, tysk, fransk og engelsk. Sprogene afspejler det humanistiske dannelsesideal, som forældrene, ikke mindst moderen, stod for, når det drejede sig om opdragelse; et ideal, hvis åndelige ophavsmænd var Erasmus af Rotterdam, dennes ven Thomas Moore og den spanske uddannelsesreformist Juan Luis Vives.

I en alder af 22 år blev Birgitte Thott gift med Otto Gøye til Turebygård (i dag Turebyholm). De fik ingen børn, men opfostrede Thotts to niecer og sørgede for deres uddannelse. Samtiden har næppe haft stor forståelse for, at hustruer befattede sig med videnskabeligt arbejde, og selv om Gøye efter alt at dømme har opmuntret sin hustru til at fortsætte sine studier, er det først efter hans død i 1642, at forfatter- og oversættervirksomheden har taget fart. Thott drev godset videre indtil 1658, kort før det blev plyndret af svenskerne. Hun tog ophold i Sorø, hvor hun på kongens foranledning modtog et årligt støttebeløb, og hun blev i Sorø resten af sit liv. Med sig havde hun et imponerende bibliotek, som dog for størstedelens vedkommende gik tabt ved en brand på Sorø Akademi.

Centrum for hendes studier og oversættelser var naturligvis kristendommen, og det var hendes store ønske at bibringe ikke-latinkyndige, især kvinder, så megen viden om de forskellige kristelige strømninger i Europa som muligt. Et af hendes store forbilleder var den engelske biskop Joseph Hall (1574-1656), som var kendt for sin kontroversielle kritik af kristendommens morallære. Hun oversatte en del af ham, ligesom hun oversatte den engelske teolog og satiriker Thomas Fuller (1608-1661), huguenotten Phillipe de Morany (1549-1623), calvinisten Pierre de Moulin og danskeren Holger Rosenkrantz, af sin samtid kaldt ’den lærde Holger’, hvis tysksprogede ’Fürstenspiegel’ langtfra behagede den strenge lutherske ortodoksi. Måske derfor blev Thotts oversættelse aldrig udgivet. I det hele taget tyder hendes forkærlighed for disse forfattere på, at hun nærede endog særdeles stor modvilje mod tidens fremherskende etik og morallære.

Hendes største præstation er dog oversættelsen af Senecas moralfilosofiske værker, en milepæl og et hovedværk i dansk oversættelseshistorie, som hun udgav i Sorø i 1658. Den har et omfang på over 1000 foliosider og er trykt med alle bogtrykkerkunstens raffinementer og tolv hyldestdigte til oversætteren på latin, tysk og dansk. Oversættelsen er dedikeret til ’Det loflige Fruentimmer’, alle kvinder, der elsker dyd og forstand. Thott skriver i dedikationen bl.a.: ”Men at jeg dette … ringe Arbeide, Quinde Kiønet særdelis hafver vild tilegne oc tilskrifve; er skeed først fordi, ferst eller fast ingen af dennem Originalen sig til Nytte kand læse, oc dersom jeg noget got her med kunde udrette, siunis mig jeg var pligtig med det ringe, jeg kand, mit eget Kiøn fornemmelig at tiene.”

Om netop Seneca-oversættelsen har sprogforsker og professor Peter Skautrup skrevet i bind 2 af Det Danske Sprogs Historie fra 1947: ”Blandt oversatte prosaværker [i Den lærde tid, 1600-1700] indtager Birgitte Thotts oversættelse af Senecas skrifter (1658) uomstrideligt førstepladsen, ikke blot på grund af omfanget, men også, hvad der her interesserer mest, på grund af sproget. Værket viser, hvor smukt og frit dansken kunne formes (der er kun få latinismer, især nogle infinitivkonstruktioner), selv om forfatterinden her og der kan klynke over vanskeligheden ved at finde dækkende udtryk (fx i sendebrevet til Lucillum, hvor Seneca klager over fattigdommen i det latinske sprog, og hvor fru Birgitte derfor i en af de talrige marginalnoter finder anledning til at gøre opmærksom på den endnu større fattigdom i dansk og vanskeligheden ved at gengive ’philosophiske Ord, som ey paa voris Maal ere udi Brug’). Tillige viser værket, hvor stærkt påvirket af tysk hendes stand var; der er talrige tyske låneord eller oversættelseslån.” (Skautrup 1947, s. 291)

Et tilbagevendende tema for Thott er, at hun føler en forpligtelse over for sit køn. Hun er sig meget bevidst, at hun har været privilegeret, i og med at hun har fået mulighed for at uddanne sig og korrespondere med nogle af den tids største europæiske tænkere, og det er hende magtpåliggende at dele sin viden med andre kvinder. Samtidig kritiserer hun elegant samtidens opfattelse af, at studier ikke var for kvinder, at studier blot ledte dem i fordærv. En af hendes mest berømte kvindelige kolleger, den hollandske Anna Maria van Schuman (1607-1678), skrev – på hollandsk og oversat til latin, fransk og engelsk – et skrift med titlen ’Om det sømmer sig for kvinder at beskæftige sig med litteratur og lærdom’. Hun var også forfatter til Seneca-bogens første hyldestdigt til Thott.

I bedste humanistiske tradition skrev Thott et selvstændigt værk: Om Et lyksaligt Liv, hvori hun på 200 foliosider nedfælder sine moral-etiske betragtninger. Men værket er aldrig blevet udgivet.

Branden på Sorø Akademi og en senere brand på Universitetsbiblioteket har ødelagt de fleste originalmanuskripter og breve fra Thotts hånd, men manuskripterne er bevaret i kopier.

af Allan Hilton Andersen

 

Litteratur

Man kan læse mere om Birgitte Thott i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Diverse artikler af Marianne Alenius, herunder ’Birgitte Thotts Om et lyksaligt Liv’ i Latin & nationalsprog i Norden efter Reformationen (Museum Tusculanum).