Christian K. F. Molbech
Christian Knud Frederik Molbech, født 1821, blev i 1839 student fra Vordingborg Latinskole. Samme år begyndte han på Københavns Universitet, hvor han læste æstetik og litteratur. Her gjorde han sig tidligt bemærket, idet han allerede i 1840 vandt universitetets guldmedalje for sin besvarelse af dets prisopgave i æstetik.
Som kun 24-årig skrev Molbech dramaet Klintekongens Brud, der opførtes blot en enkelt gang på Det Kongelige Teater, men stykket blev, ligesom resten af hans dramatiske produktion, aldrig nogen succes. Som Frederik Winkel Horn i 1881 skriver i sin Den danske Literaturs Historie, 2. del, s.404:
I 1845 opførtes hans to første dramatiske Arbejder ”Klintekongens Brud” og ”Venusbjærget”, som ikke slog an, fordi det lyriske Element bredte sig alt for stærkt paa det dramatiskes Bekostning (…)
Og senere hedder det (s. 406):
Smag og Kunstfærdighed er i det hele taget det mest fremtrædende ved Molbechs poetiske Produktion; nogen betydelig original poetisk Begavelse er han ikke i Besiddelse af, men han forstaar til fulde at anvende sine Evner i denne Retning paa bedste Maade og naar derfor som oftest baade som Lyriker og Dramatiker et smukt og tiltalende, om end ikke i og for sig meget betydeligt Resultat.
Med ”kongelig Understøttelse” foretog Molbech i årene 1846-47 en rejse til blandt andet Italien, og her blev hans interesse for italiensk sprog og litteratur vakt; især fordybede han sig i Dante og hans Divina Commedia.
Såvel flere generationers litteraturkritikere som Molbech selv betegnede hans oversættelse af Dantes mesterværk som hans største litterære bedrift.
I en konfliktfyldt tid fra 1853 til krigen i 1864 var Molbech dansk professor ved universitetet i det tysksindede Kiel. Her giftede han sig i 1859 med den tyve år yngre Mathilde Krabbe, datter af den danske general Krabbe, med hvem han fik fem børn.
Herefter bosatte Molbech og familien sig i København, hvor han blandt andet virkede som censor ved Det Kongelige Teater, og i 1879 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet. Året før sin død blev Molbech slået til ridder af Dannebrog, og i 1888 døde han, godt 66 år gammel.
Dante Alighieri, herefter kaldet Dante, skrev sin Commedia, eller størstedelen af den, i de sidste 10-15 år af sit liv, det vil sige i årene 1305-21. En beundrende eftertid gav den sidenhen titlen: ”Den Guddommelige Komedie”. Det er næppe helt forkert, hvis nogen skulle være af den mening, at Dantes Divina Commedia er det største værk, som noget menneske har skabt. Store ord her 700 år efter Dantes bedrift, men de skal ikke opfattes som en dom over andres værker; det er snarere digtets egenart, jeg tænker på: Dantes enorme satsning, hans kæmpemæssige ambition, nemlig den at ville formidle al kundskab – alt, hvad der var af betydning for et menneske af teologisk, filosofisk og politisk karakter.
Dantes værk består, meget kort fortalt, af 100 sange fordelt på de tre hinsidige riger: Helvede, Skærsilden og Paradiset. I denne hinsidige verden foretager Dante sin rejse, henlagt til påsken år 1300, altså ca. 5-20 år før Dante skriver Komedien, således at han i bagklogskabens lys kan fremsætte profetier og lignende, som, da han nedfældede dem, allerede var historiske fakta.
Vi har her at gøre med et kosmisk digt af uhørt dristighed, i hvilket Dante skildrer sig selv, levende i kød og blod, på vandring mellem skygger, såvel i det dybeste helvede som i den højeste himmel. Scenen for hans vandring er det middelalderlige univers, hverken mere eller mindre.
T. S. Eliot udtalte engang følgende i forbindelse med Dantes Guddommelige Komedie: ”De fleste digte vokser man fra og lever sig ud over; Dantes digt er et af dem, som man kun lige netop kan håbe at vokse op til ved livets ende.”
Molbech og hans oversættelse af Dantes Guddommelige Komedie.
I 1862 forelå den første danske oversættelse af Dantes Guddommelige Komedie. Mesteren for denne bedrift var den på daværende tidspunkt 40-årige professor i dansk, nordiske sprog, litteratur og oldtidskundskab ved universitetet i Kiel, Christian Knud Frederik Molbech, hvis oversættelsesvirke strakte sig over ca. 12 år.
Jeg har ikke fundet nogen kilder om, hvordan hans oversættelse af Dantes 1. del, ”Inferno”, forløb, men meget tyder på, at den flød fint fra pennen. Her er der også mange ”festlige” scener, hvorimod det filosofiske og teologiske stof, som især findes i ”Purgatorio” og ”Paradiso”, voldte Molbech større kvaler.
Ved udgivelsen af ”Inferno” i 1851 har jeg kun kunnet finde en kort anmeldelse fra Berlingske Tidende af 15. december samme år:
Saavidt vi kunne bedømme det, er det imidlertid lykkedes Hr. Molbech særdeles godt; vi kunne ialfald sige, at Tanken er gjengivet tydeligt, at Versene ere flydende og lette, og at den fremmede Poesis Tone synes at aabenbare sig deri.
I samme avis kunne man knap fire år senere, den 30. november 1855, læse følgende anmeldelse af Molbechs oversættelse af ”Purgatoriet”:
I den Gyldendalske Boghandling er udkommen: Anden Deel af Dante Alighieris guddommelige Comedie, indeholdende ”Skærsilden”, oversat af Chr. K.F. Molbech. Vi henlede det læsende Publikums Opmærksomhed paa dette med saa megen Omhyggelighed og Smag udførte Arbeide, hvormed den danske Oversætter har i lette flydende Vers gjengivet et classisk Arbeide, der paa grund af det Sprog, hvori det oprindeligt er skrevet, er mindre bekjendt mellem danske Læsere, end det medrette fortjener at være. Ligesom ved første Deel, ”Helvede”, har Oversætteren forsynet Texten med særdeles velvalgte oplysende Anmærkninger, der afgive et væsentlig Hjælpemiddel til at forstaae de mere dunkle og undertiden noget knudrede Steder i Digtet …
Af førstehåndsberetninger foreligger der i særdeleshed to interessante kilder. Den første er en brevkorrespondance mellem far og søn, udgivet i bogform med titlen Christian Molbech og hans Søn Christian K. F. Molbech. En Brevveksling.
Deres brevveksling er i denne sammenhæng især interessant, fordi den indeholder faderens vurdering af sønnens oversættelse af ”Inferno”. Chr. Molbech var professor i litteraturhistorie ved Københavns Universitet og en kendt skikkelse i datidens åndsliv, og i et brev af 17. juli 1854 skrev han følgende:
Totalindtrykket af din Oversættelse og dens Hovedfortieneste forekommer mig at være: at den netop giver os et klart Billede og Indtryk af en i sit Slags eneste, forunderlig og forbausende stor og dristig Composition. Ved at læse Inferno paa Dansk, vil Enhver, som forstaar dette Sprog sige: ”Noget saadant have vi aldrig læst tilforn – og faae vel vanskeligt noget lignende at læse.” – Jeg finder i din Oversættelse vel Spor af Vanskeligheden, men ikke af Tvang. Den er tung at læse, fordi Dante er tung; ikke fordi Du har gjort ham tung. Den er ofte, eller næsten overalt, streng, knap, ordvægtig og ordfattig eller trængt sammen i det mindste muelige Maal af Sprogstof; men saaledes er Dante; og man kiender ham igien paa Dansk, fordi han vel er iført en anden Sprogklædning – men ikke med Magt og Vold indpiint i en Tvangstrøie, der piner baade Digteren og hans Oversætter.
En anden interessant brevkorrespondance, der ligesom den forrige foreligger i bogform (Hans Brøchner og Christian K. F. Molbech. En Brevvexling), har fundet sted mellem Chr. K. F. Molbech og hans formentlig nærmeste ven, filosoffen Hans Brøchner, og den strækker sig over en periode på 30 år fra 1845 til 1875.
Korrespondancen giver et ganske godt indtryk af Molbechs genvordigheder med oversættelsen af ”Purgatorio” og ”Paradiso”, der som allerede nævnt faldt ham vanskeligere at oversætte til dansk på grund af deres mere spekulative karakter. I et brev af 25. maj 1855 skriver Molbech:
Daglig piner jeg mig selv med at skrive reent paa ”Dante”; gid jeg var færdig med denne rhytmiske Vandring, der dog nu mere er mig et Arbeide, end en Nydelse.
Senere, i et brev af 31. december 1855, giver Molbech et mere positivt, poetisk billede på sin oversættelse af Dante, her i forbindelse med sin fordanskning af fjerde sang fra ”Paradiso”:
Imidlertid træder jeg daglig den rhytmiske Rok, og trækker Terzinernes meer og mindre jevnt spundne Traad udaf den store Tot, jeg har for mig (…) engang imellem flyver et digterisk Billede, en Visesiæl, piilsnart, som en Svale, forbi mig, da lader jeg Haanden synke, stirrer efter den et Øieblik, til den svinder i den blaa Luft, sætter saa atter Rokken i Gang og tager fat paa Arbeidet.
Men alt efter hvordan hans oversættelse forløber, svinger Molbech fra at være nok så positiv til, når oversættelsen volder ham større problemer, at udbryde: ”Un satanissimo lavoro”, ovenikøbet i forbindelse med sin oversættelse af ”il Paradiso”! Molbech har utvivlsomt følt, at en oversætters arbejde med at være tro mod originalen, med alt, hvad det indebærer, til tider har givet ham grå hår i hovedet. Han har givetvis følt aforismen ”traduttore-traditore” på sin egen krop, selv om den næppe var gængs latin, endsige italiensk, på Molbechs tid.
Nuvel, Molbech har også sat overliggeren højt. Det versemål, Dante benytter sig af i sin Divina Commedia, er det af ham selv til lejligheden opfundne ”terza rima”. Dette metrum består af en række strofer, hver på tre verslinjer, i hvilket de enkelte strofer så at sige flettes sammen af et tre gange tilbagevendende rim, dog forekommer begyndelses- og slutningsrimene kun to og to. Rimet i Dantes Divina Commedia tager sig skematisk således ud: ABA/BCB/CDC/DED … XYX/YZY/Z. De enkelte vers i Dantes ”terza Rima” udgøres af den såkaldte ”endecasillabo” (ellevestavelsesvers), som hos Dante er en meget smidig og variationsrig verstype.
Molbech har nøje overført Komediens ydre form til dansk, det vil sige Dantes ”terza rima” med alt, hvad det indebærer: bevarelse af dets rimslyngning, af Dantes endecasillabo og sågar af Dantes kvindelige (tryksvage) versudgang. Molbech har med andre ord valgt at give den formelle ækvivalens førsteprioritet.
Som det fremgår af ovenstående, har Molbech stillet sig selv en yderst vanskelig opgave. Alene den omstændighed, at han har mestret at fuldføre sin fordanskning i et så krævende metrum, er i sig selv en stor bedrift, men på et enkelt punkt har Molbechs metriske troskab mod originalen givet hans fordanskning en lidt uheldig virkning. Her tænker jeg på det forhold, at Molbech valgte at bevare Dantes kvindelige versudgang. Denne er naturlig på italiensk, hvor de fleste ord er flerstavelsesord med tryk på næstsidste stavelse. Men på dansk virker en sådan konsekvent brug af kvindelige udgange noget kunstig og monoton, idet der her indgår en lang række ord med mandlig (trykstærk) slutstavelse, herunder også mange enstavelsesord, hvilket bevirker, at det naturlige på dansk må bestå i en vekselvirkning mellem mandlige og kvindelige versudgange. Følgende betragtning fra Molbechs forord til Den Guddommelige Komedie vidner imidlertid om, at han var opmærksom på dette forhold, og at det var med fuldt overlæg, han traf sit valg (1. udg, s. VIII-IX):
Hvad Versformen angaaer, da veed jeg vel, at de kvindelige Riim i vort Sprog, med deres tonløse Endestavelser, kun lyde svagt ved Siden af de italienske Ords fuldttonede Udgange, og mangelen på disse Riim i Dansk har oftere, end jeg ønskede, nødt mig til at gientage de samme; men det forekom mig dog, at jeg, selv med disse Indskrænkninger, kom Terzinernes eiendommelige Charakteer og Klang nærmere, end om jeg, som enkelte andre Oversættere, afvexlende havde brugt mandlige og kvindelige Riim.
Molbech var dog selv i syv sind, og utvivlsomt også påvirket af faderens mening, skriver han selv i et brev af 19. juni 1855 til sin ven, Hans Brøchner (En Brevvexling s.165-66):
Sagde jeg, at jeg selv var tilfreds med Oversættelsen, saa løi jeg skammelig; den forekommer mig mat, slæbende og monoton, og navnlig indseer jeg mere og mere, at jeg burde have afvexlet med mandlige og kvindelige Riim. Men derved er der nu intet at giøre, det er et fait accompli. Skulde der engang komme en anden Udgave af det Hele, troer jeg, at jeg tager mig det herkuliske Arbeide paa, at omarbeide min Oversættelse durch und durch.
Og en måneds tid senere skriver Molbech (s.169):
[…] jeg […] er bange for, at Versemaalets Monotoni skal have en søvndyssende Virkning på Læserne.
Det er værd at bemærke, at Molbech ligefrem overvejede at omarbejde sin oversættelse med henblik på at indføre mandlige rim side om side med de kvindelige. Et voldsomt revisionsarbejde, der næsten ville få karakter af en ny oversættelse. Molbech afstod fornuftigt nok fra denne ellers nok så spændende tanke.
Hvis vi ganske kort betragter rimets semantiske funktion, melder spørgsmålet sig, hvorvidt en rimet original skal gengives i rim eller ej. Samspillet mellem rim og semantik lader sig bedst anskueliggøre ved at betragte et eksempel, utvivlsomt et af de mest betydningsbærende af slagsen. Dante indleder sin Commedia med følgende velkendte vers (”Inferno”, v. 1-3):
Nel mezzo del cammin di nostra vita / mi ritrovai per una selva oscura / chè la diritta via era smarrita.
Uden at ville forsøge nogen fuldstændig analyse af forholdet mellem versenes semantik synes det dog indlysende, at Dante, ved at anbringe to af de vigtigste ord i rimstilling, har villet understrege semantikken: Det er intet mindre end selve temaet for Komediens 1. del (”Inferno”), der anslås i dette meget centrale begyndelsesrim: ”vita / smarrita” (liv / forvildet). Noget tilsvarende lader sig ikke sige om Molbechs fordanskning af samme passage:
Paa Midten af vor Bane gennem Livet / jeg fandt mig i en Skovs bælgmørke Sale / forvildet fra den Vej, som var mig givet.
Rimet ”Livet / givet” understreger ikke semantikken endsige temaet – tværtimod, fristes man til at sige.
Det er naturligvis sjældent, at rimet kan tillægges en så central semantisk funktion som i det nævnte tilfælde, men at der ret ofte på et eller andet niveau etableres en forbindelse mellem rim og semantik, synes hævet over enhver tvivl. Det er formentlig også at forlange det umulige, at en sådan forbindelse skal respekteres i en rimet gengivelse. Alene rimet i forbindelse med metrum er en så vanskelig sag, at der næppe bliver plads til at gøre sig overvejelser om dets semantiske funktion, endsige til at forsøge at gengive samspillet rim/semantik. At rimhensynet er vanskeligt, fremgår også af følgende udtalelse fra Molbech:
[…] kun paa nogle enkelte Steder har jeg for Riimets Skyld maatet lade et mindre heldigt Udtryk blive stående – skjønt ikke uden efter en, undertiden timelang Kamp med de gjenstridige Ord.
Hvis man med få ord skal karakterisere Dantes stil, må man især fremhæve dens knappe nøgternhed og rigoristiske prægnans, i hvilken så at sige hvert eneste ord bliver betydningsbærende.
Noget tilsvarende kan man ikke just sige om Molbechs fordanskning. Den er, som mange lærde tidligere har konstateret det, i sin grundtone romantiserende, forstået således, at man overalt hos ham finder træk, der er typiske for Romantikken, som endnu omkring midten af 1800-tallet var den fremherskende litterære retning i Danmark. Mange gamle danske ord fik en renæssance i den romantiske tidsalder, og Molbech gør flittigt brug af en række af dem. Her skal blot nævnes et par eksempler. Som et af de mest typiske og gennemgående eksempler kan det nævnes, at Molbech meget ofte omtaler oldtidsdigteren Virgil (Dantes første fører og ledsager gennem den hinsidige verden) som ”Skjalden”, som en gengivelse af Dantes ”poeta” og ”maestro”. Andetsteds gengiver Molbech Dantes ”Virgilio mi disse” (Virgil sagde til mig) på følgende romantiske vis: ”Skjalden kvad”. Endelig kan nævnes, at Dante i ”Inferno”, 5. sang v. 88 skriver: ”O animal grazioso e benigno” (O du nådige og venlige menneske). Og i Molbechs gengivelse: ”O hulde Skabning, O du Venligmilde!”
Men Romantikken dyrker ikke kun de gamle danske ord for deres egen skyld; den nærer i det hele taget en forkærlighed for fortiden som sådan. For eksempel bliver Dantes ”un vecchio” hos Molbech til ”en Olding”, og i ”Inferno”, 12. sang v. 44-45: ”questa vecchia roccia” (denne gamle klippe) gengives hos Molbech som ”de øde, ældgamle Klipper”. Også længslen er et nøgleord hos Molbech; Dantes ”disio” (ønske, begær) gengives næsten konsekvent med ordet ”Længsel” hos Molbech.
Da italienske ord som tidligere nævnt for det meste har flere stavelser end de tilsvarende danske, har Molbech ofte brugt fyldord for at udfylde den ledige plads eller for at fremskaffe det fornødne rimord. Meget tit har Molbechs fyld- og rimord haft konsekvenser for Komediens semantiske basis. Molbechs ofte brugte fyldord såsom ”Lund”, ”Vang” og ”Vænge”, sammenholdt med den romantiske grundtone i almindelighed, giver Komedien en tydelig drejning væk fra dens italienske baggrund og indsætter den i en meget romantisk, næsten dansk ramme. Lad mig til belæg for dette forhold fremdrage et konkret eksempel fra 1. del, 13. sang v. 4-9, hvor Dante og Virgil befinder sig i selvmordernes skov. I min tekstnære, men urimede, oversættelse skriver Dante:
Løvet var ikke grønt, men mørkt i farven; / grenene var ikke glatte, men knudrede og forvredne, / frugter var der ingen af, kun giftige torne. / De kender ikke så hvasse ej heller så tætte krat, / de vilde dyr, som mellem Cecina og Corneto / lægger de opdyrkede steder for had.
Det var netop la Maremma, mellem Cecina og Corneto, med sine tætvoksende buske og småtræer og svært fremkommelige kratvegetation, Dante havde i tankerne, da han senere i samme sang (v. 111-14) foretog følgende sammenligning:
quando noi fummo d’un romor sorpresi, / similemente a colui che venire / sente il porco e la caccia alla sua posta, / ch’ode le bestie, e le frasche stormire.
I min oversættelse lyder versene sådan:
Da vi blev overrasket af en larm, / ligesom jægeren der hører vildsvinet / og forfølgerne komme hen mod sin post / under hundeglam og grenes bragen.
Men hos Molbech har sammenligningen rigtignok fået en anden karakter:
da pludselig en Larm vi hørte trænge / hen mod os, som naar Jægeren i Lunden / Vildsvinet høre kan og Jagten lyde, / Raslen i Grenene og Glam af Hunden.
Ved hjælp af først og fremmest den lille tilføjelse ”i Lunden” samt det romantiske udtryk ”Jagten lyde” er det lykkedes Molbech at overføre Dantes jagtbeskrivelse til hjemlige forhold, således at der hos Molbech mest af alt er tale om en romantisk forestilling om en dansk jagtudflugt. På lignende måde kan man andre steder i hans fordanskning påvise den samme tendens.
Afslutningsvis vil jeg gerne fastslå, at Molbechs oversættelse af Dantes Divina Commedia er fortræffeligt udført! Og at den absolut stadig er læseværdig den dag i dag. Molbech har bevidst valgt at give den formelle ækvivalens førsteprioritet, hvilket til dels er sket på bekostning af den stilistiske og indholdsmæssige ækvivalens.
Som Jørn Moestrup så rammende formulerer det i sit efterskrift til Molbechs oversættelse (Gyldendals Bibliotek, bind 7-8, 1966 s. 192):
Molbechs er et uerstatteligt kulturhistorisk dokument som med hele sin guldalderromantiske sprogtone er et vidnesbyrd om en bestemt epokes måde at nærme sig Dante på. Den Guddommelige Komedie er blevet noget dramatiseret […] og rimtvangen har gjort ordforrådet temmelig underligt af og til.
Og Jens Kruuse konstaterer i en velunderbygget kronik i Jyllands-Posten den 13. december 1963, at Molbechs oversættelse af Dante, sammen med Chr. Wilsters ”Homer”, er at betragte som de to største oversættelsesbedrifter.
Endelig skriver Tom Kristensen i Politiken den 20. december 1963 (ganske vist i forbindelse med en senere urimet oversættelse af Den Guddommelige Komedie), men hans ord, som jeg tilslutter mig, gælder først og fremmest Dante: ”Kære læser! De skulle skære 14 dage ud af Deres liv og ofre dem på Dante. De vil aldrig fortryde det.”
af Roberto Brunicardi
Bibliografi
Dante-udgaver
Dante Alighieri: La Divina Commedia; Ulrico Hoepli, Milano 1969.
Dante Alighieri: Den Guddommelige Komedie, på dansk ved Chr. K. F. Molbech; 1. udgave, Kiøbenhavn 1851.
Dante Alighieri: Den Guddommelige Komedie, på dansk ved Chr. K. F. Molbech; 3. udgave, Kjøbenhavn 1878.
Dante Alighieri: Den Guddommelige Komedie, på dansk ved Chr. K. F. Molbech; 5. udgave, København 1919.
Dante Alighieri: Den Guddommelige Komedie, på dansk ved Chr. K. F. Molbech; Thaning & Appel, København 1967.
Litteratur om Molbechs oversættelse
Breitenstein, Jørgen: ”Dante og Chr. K. F. Molbech”, i Danske Studier 1961.
Brunicardi, Roberto: Dante på dansk, Museum Tusculanums Forlag, København 1987.
Brøchner, Hans og Chr. K. F. Molbech: En Brevvexling; Kjøbenhavn 1902.
Moestrup, Jørn: ”Efterskrift”, i Den Guddommelige Komedie, på dansk ved Chr. K. F. Molbech; Gyldendal, København 1966.
Molbech, Chr. og hans søn Chr. K. F. Molbech: En Brevveksling, København 1908.
Rubow, Paul V.: Originaler og Oversættelser; København 1929.
Avisanmeldelser af Molbechs (og Hee Andersens) oversættelser:
Anmeldelse af Molbechs oversættelse af ”Inferno”, Berlingske Tidende 15. dec. 1851.
Anmeldelse af Molbechs oversættelse af ”Purgatorio”, Berlingske Tidende 30. nov. 1855.
Kristensen, Tom: Anmeldelse af Hee Andersens (og Molbechs) oversættelse, Politiken 20. dec. 1963.
Kruuse, Jens: Anmeldelse af Hee Andersens (og Molbechs) oversættelse, Jyllands-Posten 13. dec. 1963.
Oversættelsesteori
Mounin, Georges: Teoria e storia della traduzione; Torino 1965.
Newmark, Peter: Approaches to Translation; Oxford 1982.
Pedersen, Viggo Hjørnager: Oversættelsesteori; København 1979.
Vinay, J.-P. & Darbelnet, J.: Stylistique comparée du français et de l’anglais; Paris 1958.
Bøger i øvrigt
Horn, Frederik Winkel: Den danske Literaturs Historie, bind 2; Kjøbenhavn 1881.
Albeck, Ulla: Dansk Stilistik; København 1969.