Edvard Lembcke

Christian Ludvig Edvard Lembcke – bedst kendt som Edvard – blev født i København i 1815 og døde på Frederiksberg i 1897. Hans hovedbedrift, som har sikret ham en plads i den danske litteraturhistorie, er den komplette oversættelse af Shakespeares skuespil, der udkom i bogform fra 1861 til 1873. Atten bind blev det til; senere samlede udgaver bragte teksterne i færre bind, f.eks. den udbredte ”folkeudgave” fra 1910-11 i fem bind og den moderniserede udgave (ved Henning Krabbe, Anne Chaplin Hansen og Erik H. Madsen) fra 1975-1978, som omfattede tolv bind.

Faktisk oversatte Lembcke kun 35 af de 37 skuespil, som forskerne i dag er enige om at anbringe i den shakespeareske ”kanon”. Det var ikke hans fejl. Dramaerne Titus Andronicus og Pericles havde ikke plads blandt de kanoniske titler på Lembckes tid, det har de først fået senere, så Lembcke kan med fuld ret siges at være den første danske oversætter, der gendigtede alle Shakespeares sceneværker.

Lembcke blev cand.theol. i 1838, men ville hellere undervise end være præst. Han fik en stilling som adjunkt ved latinskolen i Vordingborg, var en kort tid adjunkt i Odense og blev så i 1850 konrektor, dvs. højest rangerende lærer lige efter rektor, ved den nyoprettede danske latinskole i Haderslev. Skolen havde før været tysksproget. Her blev han, indtil Danmark tabte krigen mod Preussen i 1864 og mistede Sønderjylland. Haderslev lå nu syd for grænsen. Lembcke måtte flytte tilbage til København, hvor han sammen med nogle andre fordrevne grundlagde Haderslev Læreres Skole. Først i 1888 trak han sig tilbage fra sin lærerstilling. Men det siger noget om hans anseelse, at han i 1879 blev udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet.

I 1841 havde han giftet sig med sin kusine Laurence Charlotte Jørgensen, som han havde været betaget af siden sin tidligste ungdom. De fik fire sønner; den første døde som spæd. Laura, som hans kone blev kaldt, døde i 1875. De ligger begge begravet på Assistens Kirkegård under en meget beskeden gravsten, hvor der kun står de to navne ”Lavra” (med v) og ”Edvard”.

Selv om Lembcke både blev født og døde i hovedstaden, er det årene i Haderslev, der tegner hans profil stærkest. Han var lidenskabeligt engageret i kampen for danskhed og det danske sprog, endda på en måde, der forekommer overdrevent nationalistisk og militant i dag. ”Der var vistnok et godt Stykke af en Soldat i Edv. Lembcke – saa lidet soldatermæssig den lille, nærsynede Mand ellers saa ud,” skriver Vilhelm Andersen i forordet til en udgave af Lembckes egne digte fra 1901. Men i tidens Danmark var det forståeligt, især i lyset af de to slesvigske krige: den sejrrige i 1848-1850 og det traumatiske nederlag i 1864.

Det eneste af Lembckes egne digte, der stadig er rigtig kendt og populært, er ”Vort modersmål er dejligt” – som er et sikkert hit i hver ny udgave af Højskolesangbogen, skrevet til en dansk folkemelodi. Men også ”Du skønne land med dal og bakker fagre” har holdt sig, måske især fordi Henrik Rung skrev en smuk melodi til det mange år efter Lembckes død.

En modersmålsdigter, der underviste i latin, var måske ikke det mest indlysende valg som Shakespeareoversætter. Men Det Schubotheske Forlag tilbød i 1860 Lembcke den opgave at revidere og videreføre det arbejde, der tidligere i århundredet var blevet gjort af skuespilleren Peter Foersom og søofficeren P.F. Wulff. De havde hver især gendigtet en håndfuld af Shakespeares stykker, men mange ønskede sig ”den hele Shakespeare” på dansk. Og Lembcke sagde ja.

Noget af Lembckes arbejde er vitterligt en relativt simpel tilretning af forgængernes arbejde. Men efterhånden som det skred frem, kom han til at forholde sig mere og mere selvstændigt til opgaven. Og da han nåede frem til de stykker, som ingen havde oversat før, var han naturligvis sin egen herre.

Hvis man sammenligner Lembckes versioner med forgængernes, er det tydeligt, at han både prøver at gøre teksterne klarere for sin tids publikum og at trække dem mere i retning af en læsetekst, væk fra skuespillerens emfatiske patos på scenen. Men det hele, naturligvis, i respekt for originalen. Et illustrativt eksempel er slutningen af kong Lears raseri mod skæbnen og anråbelse af retfærdigheden i den berømte scene (tredje akt, scene 2) i tordenvejret ude på den øde hede:

Shakespeare:

… Let the great gods
That keep this dreadful pudder o’er our heads
Find out their enemies now. Tremble, thou wretch,
That hast within thee undivulgèd crimes
Unwhipped of justice. Hide thee, thou bloody hand,
Thou perjured, and thou simular of virtue
That art incestuous. Caitiff, to pieces shake,
That under covert and convenient seeming
Has practiced on man’s life. Close pent-up guilts,
Rive your concealing continents and cry
These dreadful summoners grace. I am a man
More sinned against than sinning.

Foersom:

… Lad de store Guder,
som over os saa rædeligen larme,
nu søge deres Fiender ud! Bæv, Nidding,
som bærer i dit Bryst fordulgte Misgierning,
som Retten ei har tugtet! Skiul dig, Blodshaand!
Du Skalk, som hykler Dyd, og driver Blodskam;
og du Meensvorne! Døe af Ang’st, du Synder!
som, under Venskabs Maske, angled’ efter
din Næstes Liv. I, dybtbegravne Synder,
spræng Eders mørke Grav, og raaber op til
de frygtelige Stevningsmænd om Naade – !
Jeg er en Mand, mere syndet mod, end Synder!
(Shakespeare/Foersom, s. 106)

Lembcke:

Nu lad de store Guder, som har vakt
det rædselsfulde Bulder over os,
opsøge deres Fjender. Skælv, du Nidding,
der dølger i dit Bryst en lønlig Udaad,
som Loven ej har tugtet! – Skjul dig, Blodhaand,
Meneder, du Skinhellige, som lever
i Blodskam! Brist af Anger, Ildgerningsmand,
som under Fromheds Skalkeskjul har luret
paa Næstens Liv! – I dybt forborgne Synder,
spræng eders tætte Skjul og raaber til
de frygtelige Stævningsmænd om Naade!
Jeg er en mand, som mere Ondt har lidt,
end jeg har øvet.
(Shakespeare/Lembcke 1910, bd. 2, s. 122-3)

Det er tydeligt, at Lembcke her i sin revision af Foersoms tekst har været irriteret over Foersoms tre gange gentagne ”Synder” (endda i to forskellige betydninger), som ikke findes i originalen, og har varieret ordvalget. Det kan diskuteres, om Lembcke ikke burde have reserveret det alvorstunge begreb ”synd” til den sidste sætning, hvor det står hos Shakespeare, i stedet for dér at omskrive til det mere almindelige ”lide ondt”. Og det er interessant, at Foersom med sit skuespillerinstinkt fremhæver ordet ”jeg” i den sidste linje og dermed understreger pointen i hele Lears lange vredesudbrud: at guderne skal straffe de andre, ikke ham, for han er mere offer end skyldig. Lembcke gør ikke noget for at fremhæve dette ”jeg”, og det gør Shakespeare heller ikke. På tryk, i hvert fald. Så Lembcke er den mere teksttro litterat, der næppe selv har spillet replikkerne på sin indre scene.

Set med nutidens øjne er Lembckes ordvalg undertiden for pænt og dydigt. Shakespeares grovheder var ikke noget for ham. I Troilus og Cressida (fjerde akt, scene 2) spørger den sjofle onkel Pandarus om morgenen det unge par, som han har arrangeret en elskovsnat for: ”How now, how now, how go maidenheads? [Hvad så, hvad så, hvordan går det med jomfrudommene?]” Lembcke nøjes med: ”Nå da, nå da, hvor går det?” og springer simpelt hen det prekære ord over. Og når en officer i Macbeth (første akt, scene 2) beundrende fortæller, at den krigeriske Macbeth mødte en fjende og ”sprættede ham op fra navlen til kæberne”, så korrigerer Lembcke til ”kløved ham fra issen ned til kæven” – mindre drastisk og mere saga-agtigt, selv om formen ”kæven” for ”kæben” måske er en antydning af djærvhed; det er en sideform, som endnu ikke var gået helt af brug på Lembckes tid.

Andre steder har Lembcke ramt plet. De allersidste linjer i Romeo og Julie er fyrstens sorgfulde ord, der opsummerer historien: ”For never was a story of more woe / Than this of Juliet and her Romeo.” Foersom slipper ikke heldigt fra det, selv om han endda må ty til at udvide linjerne fra fem til seks jamber: ”Blandt alle Sørgesagn vist det mest sorrigfulde / er det om Romeo og Julie den hulde!” Lembcke ikke bare reviderer, men gendigter suverænt her: ”En større Sorg i Verden ingen ved / end Romeos og Julies Kærlighed!” – hvor han endda subtilt knytter an til Blichers kendte linjer fra ”Hosekræmmeren”: ”Den største sorg i verden her / er dog at miste den, man har kær.”

Lembckes oversættelser er blevet både kritiseret og højt elsket. Paul V. Rubow tog ham grundigt under behandling i sin afhandling Shakespeare paa Dansk (1932) og sparede ikke på hårde ord – men skrev dog også i en slags konklusion: ”Et Værk som Lembckes kan studeres fra den kulturhistoriske Side, som vi ogsaa har gjort. Det er tilladt at sukke over Diktionens Brøst og Fejl, men det er ogsaa rigtigt at beundre det kulante og smidige, aldrig tørre eller ufriske Foredrag.”

Sikkert er det i hvert fald, at Lembckes Shakespeare blev totalt dominerende på danske teaterscener i henved hundrede år, helt op til 1970’rne. Mange andre oversættere prøvede kræfter med Shakespeare i den mellemliggende tid, men det store flertal af opsætninger brugte Lembckes tekster, og endnu i dag er der danske skribenter, som citerer Lembcke, når de vil citere Shakespeare; så stærkt nåede de to tekst-kanoner at vokse sammen i danskernes bevidsthed. Den eneste undtagelse fra reglen er En Skærsommernatsdrøm, hvor teatrene langt overvejende har foretrukket H.P. Holsts oversættelse fra 1879, som egentlig er en kraftig bearbejdelse af en oversættelse fra 1816 af ingen ringere end Adam Oehlenschläger.

Ud over Shakespeare-teksterne oversatte Lembcke også værker af Byron, Thomas Moore og A.C. Swinburne fra engelsk og af Esaias Tegnér fra svensk. Der er ingen sikker viden om Lembckes oversættermetode eller om hvilke engelske Shakespeare-udgaver, han har benyttet. Sandsynligvis har han støttet sig ikke bare til de ældre danske oversættelser, han skulle revidere, men også til udenlandske forbilleder som den berømte Schlegel-Tieck’ske oversættelse til tysk eller Carl August Hagbergs svenske. Uanset hvad formåede Lembcke for alvor at gøre Shakespeare til en del af den danske litteratur, og det er hans umistelige fortjeneste.

af Niels Brunse

 

Anvendt litteratur i artiklen

Andersen, Vilhelm: ”Indledning” til E. Lembcke: Digte, Det Nordiske Forlag, Kbh. 1901.

Rubow, Paul V.: Shakespeare paa Dansk, Levin & Munksgaard, Kbh. 1932 (især s. 40-70).

Schrøder, Ludvig: Edvard Lembcke, en Levnedsskildring, Konrad Jørgensen, Kolding 1903.

Schmidt, August F.: Modersmaalets Digter Edvard Lembcke, Sønderjydsk Bogforlag, Haderslev 1944.

Shakespeare, William: William Shakespeare’s Tragiske Værker, oversatte af Peter Foersom, Anden Deel, Fr. Brummer, Kbh. 1811.

 

Værker, Edvard Lembcke (efter udgivelsesår)

Oversættelser:

Shakespeare, William: William Shakespeare’s Dramatiske Værker, bd. 1-18, Schubote, Kbh. 1861-1873. (Nogle af bindene er digitaliseret og kan findes på nettet via Det Kongelige Bibliotek).

Byron, George Gordon: Udvalgte dramatiske Digte og Fortællinger, bd. 1-2, Schubote, Kbh. 1873-1876.

Swinburne, Algernon Charles: Erechtheus, Tragedie, Schubote, Kbh. 1877.

Moore, Thomas: Lalla Rookh: et østerlandsk Digt, Gyldendal, Kbh. 1878.

Tegnér, Esaias: Frithiofs Saga, Schubote, Kbh. 1883.

Shakespeare, William: William Shakespeares samlede dramatiske Værker i Edv. Lembckes Oversættelse, Folkeudgave, bd. 1-5, Gyldendal, Kbh. 1910-1911.

Shakespeare, William: Samlede skuespil, bearbejdet og udgivet af Henning Krabbe, Anne Chaplin Hansen og Erik H. Madsen, bd. 1-12, Haase, Kbh. 1975-1978.

 

Egne digte:

Lembcke, Edvard: Digte, Det Nordiske Forlag, Kbh. 1901. Digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek