Loulou Lassen

Loulou Lassen (1876-1947) er kendt for at have oversat den franske forfatter Guy de Maupassants samlede værker til dansk. Oversættelserne af de i alt 28 bind udkom i perioden 1903-12 og viste sig langtidsholdbare. For eksempel blev Smukke ven, Loulou Lassens oversættelse af Maupassants novelle Bel-Ami, genoptrykt så sent som i 1975.

Lassen tiltrækker sig dog først og fremmest opmærksomhed som en af Danmarks første kvindelige journalister, og hendes historie er også et stykke dansk pressehistorie: I begyndelsen af det 20. århundrede blev de gamle partiaviser med Politiken i spidsen til kommercielt drevne ”omnibusaviser”. Hvor partiaviserne henvendte sig til vælgeren, der indtil 1915, hvor kvinderne fik stemmeret, var en mand, var de nye aviser for alle, dvs. også kvindelige læsere. Det banede vejen for kvindernes indtog i journalistikken, og Lassen blev en af pionererne.

Loulou Lassen, hvis døbenavn var Louise Annette Emilie Marcussen, blev født på Frederiksberg den 20. september 1876 og døde i København den 6. maj 1947. Hun fik efternavnet Lassen, da hun i 1904 blev gift med journalisten Alfred Lassen. Ægteskabet blev opløst i 1924, men hun beholdt det efternavn, hun havde giftet sig til.

Lassen blev født ind i en familie med tætte forbindelser til det københavnske kulturmiljø. Således var faderen, Paul Marcussen – der kom til verden i Marokko som søn af den danske generalkonsul i landet – forfatter, anmelder og oversætter, og moderen, Rose Trier, der havde jødiske rødder, var en dygtig pianistinde. Lassens farmor var søster til Tivolis grundlægger, Georg Carstensen.

Lassens familie var udpræget frankofil, og allerede som barn beherskede hun det franske sprog på højt niveau. Hun blev undervist hjemme, og efter at hun i 1892 havde aflagt almindelig forberedelseseksamen, rejste hun til Frankrig for at studere fransk sprog og litteratur.

Hjemme igen besluttede Lassen sig for at blive journalist og henvendte sig til den royalistiske og nationalistiske avis Dannebrog, hvis redaktør, Villiam Secher, i november 1899 sendte den kun 23-årige kvinde til Paris som korrespondent ved Verdensudstillingen i byen. ”Jeg var henrykt, det var jo et Særsyn den Gang at sende en ung Pige af sted til saadant” sagde Loulou Lassen i et senere interview.

De reportager, som Lassen i føljetonform sendte hjem fra Verdensudstillingen i Paris, blev startskuddet til en tilværelse som Dannebrogs flyvende korrespondent. Hun rejste over det meste af Europa, men dækkede især alt fransk.

I 1908 blev Dannebrogs grundlægger og hovedaktionær, politikeren P.A. Alberti, afsløret som bedrager. Det skadede avisens anseelse i et omfang, så den i 1910 bukkede under for økonomiske problemer. Henrik Cavling, der var redaktør på Dannebrogs politiske modstykke, Politiken, havde på afstand fulgt Lassens talent og tilbød hende nu ansættelse på sin avis.

Cavling, der i 1905 havde afløst Edvard Brandes, var i gang med en gennemgribende modernisering af Politiken: Formatet blev mindre, og den tunge, reflekterende journalistik blev skubbet bagud i avisen til fordel for stof, der fokuserede på læsernes hverdagsliv, herunder artikler henvendt til kvinder.

Selv om Cavling blev kritiseret for at ansætte kvindelige journalister og for at spilde sin tid med at ”rette stil for skriveglade damer”, blev Lassen et aktiv i denne proces. Hun skrev om stort og småt, men interesserede sig særligt for læge- og sundhedsstoffet, som hun trakterede på en måde, så almindelige mennesker kunne forholde sig hertil. På den måde vandt hun ikke blot læsernes, men også videnskabsmændenes respekt. ”Den danske Lægestand skylder Fru Loulou Tak” skrev psykiateren Hjalmar Helweg i Politiken, da Lassen i 1946 kunne fejre sin 70-års fødselsdag.

Lassen var journalist på Politiken til sin død af kræft i 1947. I 1902, mens hun stadig skrev for Dannebrog, udgav hun en roman med titlen Det evigt Kvindelige. Romanen blev ikke nogen succes, og Lassen gjorde ikke flere forsøg på at blive forfatter. Til gengæld havde hendes journalistik litterære kvaliteter. Stilen var inspireret af Herman Bang og hans forbillede, Guy de Maupassant.

Netop Guy de Maupassants værker blev omdrejningspunktet for Lassens store oversættelsesprojekt, nemlig oversættelsen af den franske forfatters samlede værker til dansk. Inden hun gik i gang med de i alt 28 bind, havde hun, ligesom faderen, oversat franske skuespil til dansk, men det er som nævnt Maupassant-oversættelserne, hun huskes for, og som vil blive omtalt her.

Maupassant

Den franske forfatter Guy de Maupassant (1850-93) blev i 1880’erne kendt for sine romaner og noveller om det moderne liv og forholdet mellem mænd og kvinder i og uden for ægteskabet. Hans prosa er ikke just lystlæsning. Grundstemningen har litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsen beskrevet som ”rå pessimisme”, og ofte er der i fortællinger med en ”overflade af glat venlighed, tilforladelig humor [og] litterær elegance” placeret ”en bombe”, der efterlader den overrumplede læser med en følelse af eksistentiel meningsløshed. Ikke mindst fordi ”bomben” i al sin brutalitet ”er den eneste [konklusion], der virker logisk holdbar” (Skyum-Nielsen 1999).

Stilistisk set er Maupassant, ligesom forbilledet Émile Zola, naturalist. Han skriver fortrinsvis nøgternt registrerende, og dét er sværere, end det ser ud til. Som Skyum-Nielsen udtrykker det, ligner hans ”hyperenkle, holdningsmæssigt ’neutrale’ stil […] det rene legeværk, og dog er den muligvis den sværeste kunst af dem alle” (ibid.).

Oversættelsesteknisk byder Maupassants prosa altså på i hvert fald to store udfordringer: grundstemningen af ”rå pessimisme” og den altså kunstnerisk vanskelige, nøgternt registrerende stil. Hvad angår stilen, er det desuden vigtigt at nævne, at Maupassants hyperenkle stil til tider afløses af en noget svulstigere og mere patosfyldt stil.

Et eksempel på Lassens løsning af denne stilistiske dobbeltudfordring finder man i hendes oversættelse af Maupassants roman Mont-Oriol fra 1887.

Romanen handler om den unge overklassefrue Christiane Andermatt, der sammen med sin mand, William, tager ophold på kurstedet Enval i den midtfranske region Auvergne for at blive behandlet for barnløshed ved hjælp af vandet fra såkaldt helbredende kilder. Mens William spekulerer i mulighederne for at opkøbe jord og udbygge Enval til et mondænt helseparadis, Mont-Oriol, forelsker Christiane sig i hans ven, Paul Brétigny, som hun bliver gravid og får en datter med, men som svigter hende inden fødslen.

I Mont-Oriol har Maupassants ”rå pessimisme” karakter af dels en besk satire over Enval og de behandlingsformer, der tilbydes ved hjælp af kildevand, dels et grumt postulat om menneskets ubodelige ensomhed på trods af kærligheden.

Satiren over Enval og behandlingsformerne på kurstedet er præget af Maupassants ’neutrale’ stil, mens postulatet om menneskets ensomhed er holdt i en svulstigere og mere patosfyldt stil.

Lassen og Maupassant

Lad os se på to citater fra romanen. I det første møder vi en gæst i Enval, Riquier, der skal have en såkaldt maveudskylning på grund af dårlig fordøjelse. Maupassant skriver:

M. Riquier […] attendait sur un fauteuil de bois. Pareil à quelque supplicié des temps anciens il était serré, étranglé dans une sorte de camisole de force en toile cirée […] et il avait l’air misérable, inquiet et douloureux des patients qu’un chirurgien vient opérer. Dès que le docteur apparut, le garçon saisit un long tube qui […] avait l’air d’un serpent mince à double queue. Puis l’homme fixa un des bouts à l’extrémité d’un petit robinet communiquant avec la source. On laissa tomber le second dans un récipient de verre où s’écouleraient tout à l’heure les liquides rejetés par l’estomac du malade; et M. l’inspecteur, prenant d’une main tranquille le troisième bras de ce conduit, l’approcha, avec un air aimable, de la mâchoire de M. Riquier, le lui passa dans la bouche et, le dirigeant adroitement, le fit glisser dans la gorge. […] M. Riquier, les yeux hagards, les joues violettes, l’écume aux lèvres, haletait, suffoquait, poussait des hoquets d’angoisse; et, cramponné aux bras du fauteuil, faisait des efforts terribles pour rejeter cette bête de caoutchouc qui lui pénétrait dans le corps. (Maupassant 2009:157-58)

Det ses, at maveudskylningen i den franske originaltekst fremstilles som ren og skær lidelse. Riquier fremstilles skiftevis som et middelalderligt torturoffer (quelque supplicié des temps anciens), en sindssyg, der er lagt i spændetrøje (il était serré, étranglé dans une sorte de camisole de force), og en patient, der venter på kirurgen (il avait l’air misérable, inquiet et douloureux des patients qu’un chirurgien vient opérer). Selve behandlingen beskrives med en nærmest teknisk akkuratesse, der er et eksempel på Maupassants ”hyperenkle, holdningsmæssigt ’neutrale’ stil”. Og lægen foretager den med en slesk venlighed, der leder tanken hen på sadistisk nydelse af ”offerets” pinsler.

Lassen oversætter citatet således:

Riquier […] sad og ventede i en Trælænestol. Ligesom svundne tiders Ofre for Torturen, var han indsnøret i en Slags Spændetrøje af Voksdug […]. Han saa ligesaa urolig, elendig og forskræmt ud som en Patient, der ser Kirurgen, som skal operere ham, komme. Saasnart Doktoren viste sig, greb Bademesteren et langt Rør, der […] lignede en tynd Slange med en tvedelt Hale. Saa fastgjorde Manden Enden af det ene Rør til en lille Hane, der stod i forbindelse med Kilden. Det andet Rør lod han falde ned i en Glasbeholder, der om lidt skulle optage de Væsker, som Patientens Mave ville give fra sig. Doktoren tog nu med rolig Haand Hovedrøret og nærmede det elskværdigt smilende til Riquiers Ansigt, fik ham til at lukke Munden op og lod det glide ned i Halsen. […] Riquiers Øjne flakkede hjælpeløst rundt, hans Kinder var blaaligrøde, Fraaden stod ham om Munden og han stønnede, pustede og hikkede af Angst. Han klamrede sig krampagtigt til Lænestolen og gjorde de forfærdeligste Anstrengelser for at blive af med Gummidyret, der borede sig ned i hans Legeme. (Maupassant 1905:277-79)

Man kan her lægge mærke til, at Lassen i et nærmest 1:1-forhold overfører fremstillingen af Riquier som torturoffer (svundne tiders Ofre for Torturen), sindssyg (indsnøret i en Slags Spændetrøje) og kirurgisk patient (en Patient, der ser Kirurgen, som skal operere ham, komme) til dansk. Det gælder også den minutiøse beskrivelse af selve maveudskylningen og lægens sleske venlighed, idet han foretager behandlingen.
På den måde gengiver Lassen med stor præcision Maupassants satire over Enval, behandlingsformerne på kurstedet og – herigennem – hele kuropholdet og den værdi, som store dele af den europæiske overklasse tillagde det i slutningen af det 19. århundrede; og det i forhold til alt fra barnløshed til fordøjelsesproblemer.

I det andet citat ligger Christiane i barselsseng efter at have født sin datter. Hun har fået at vide, at Paul Brétigny skal giftes med en anden, og glider ind i en nærmest chokagtig, apatisk tilstand, indtil hun gør en pludselig erkendelse.

Maupassant skriver:

Elle [Christiane] comprit que tous les hommes marchent côte à côte, à travers les événements, sans que jamais rien unisse vraiment deux êtres ensemble. Elle sentit, par la trahison de celui en qui elle avait mis toute sa confiance, que les autres, tous les autres ne seraient jamais plus pour elle que des voisins indifférents dans ce voyage court ou long, triste ou gai, suivant les lendemains, impossibles à deviner. Elle comprit que, même entre les bras de cet homme, quand elle s’etait crue mêlée à lui, entrée en lui, quand elle avait cru que leurs chairs et leurs âmes ne faisaient plus qu’une chair et qu’une âme, ils s’étaient seulement un peu rapprochés jusqu’à faire toucher les impénétrables enveloppes où la mystérieuse nature a isolé et enfermé les humains. Elle vit bien que nul jamais n’a pu ou ne pourra jamais briser cette invisible barrière qui met les êtres dans la vie aussi loin l’un de l’autre que les étoiles du ciel. Elle devina l’effort impuissant, incessant depuis les premiers jours du monde, l’effort infatiguable des hommes pour déchirer la gaine où se débat leur âme à tout jamais emprisonnée, à tout jamais solitaire, effort des bras, des lèvres, des yeux, des bouches, de la chair frémissante et nue, effort de l’amour qui s’épuise en baisers, pour arriver seulement à donner la vie à quelque autre abandonné! (Maupassant 2009: 272-73)

Det, Christiane her erkender, er, at mennesket uanset den åndelige og fysiske kærlighed, der for en kort stund kan give det håb om noget andet, altid vil være ubodeligt ensomt (à tout jamais solitaire), og at kærligheden kun rækker til at sætte et barn, dvs. endnu et ensomt væsen (quelque autre abandonné), i verden.

Erkendelsen beskrives i den franske originaltekst ved hjælp af en række billeder, hvor Maupassants karakteristisk enkle og neutrale stil pludselig kontrasteres med et mere patetisk og svulstigt stilleje. Billederne viser sjæle, der gerne vil, men ikke kan, mødes, fordi de hver især er lukket inde i hylstre (enveloppes) eller foderaler (gaines[s]), og fordi de er adskilt af usynlige barrierer (invisible[s] barrière[s]) og herigennem befinder – og altid vil befinde – sig lige så langt fra hinanden som stjernerne på himlen (aussi loin l’un de l’autre que les étoiles du ciel).

Lassen oversætter citatet således:

Hun [Christiane] forstod, at alle Mennesker vandrer Side om Side gennem Livet, uden at der findes noget, som virkelig kan forene to Væsener. Hun havde givet en eneste hele sin Tillid, han havde forraadt hende og derigennem følte hun, at de andre, alle de andre, aldrig kunde blive andet og mere for hende end ligegyldige Rejsekammerater paa den videre Rejse, der kunde blive kort eller lang, glad eller sørgelig, alt efter hvad de kommende ukendte Dage vilde bringe. Hun forstod, at selv da hun havde troet, at hun var smeltet sammen med ham, bleven et med ham, at deres Legemer og deres Sjæle var bleven til ét Legeme og én Sjæl, selv da havde de kun nærmet sig saa meget til hinanden, at deres Hylstre, det uigennemtrængelige Hylster, hvori den gaadefulde Natur har isoleret Menneskesjælene, var kommen i Berøring med hinanden. Hun saa, at ingen nogensinde har kunnet eller vil kunne nedbryde den usynlige Skranke, som her i Livet stiller Menneskene lige saa fjernt fra hinanden som Stjernerne paa Himlen. Hun gættede den afmægtige Kamp, der har været siden Tidernes Begyndelse, Menneskenes utrættelige Kamp for at sønderrive det Gemme, hvori deres altid fangne, altid ensomme Sjæl slaar om sig, en Kamp, der føres med Arme, Læber, Øjne, Mund og nøgne, dirrende Legemer, Kærlighedens Kamp, som udmattes i Kærtegn for kun at naa til at give et andet forladt og ensomt Væsen Livet! (Maupassant 1905: 510-12)

Også i dette helt anderledes stilregister gengiver Loulou Lassen Maupassants billedsprog med stor præcision. Hun mestrer således ikke kun gengivelsen af Maupassants køligt objektive stil, men er også opmærksom på de lejlighedsvise islæt af andre toner. Det betyder, at for eksempel brudfladen mellem hans kirurgisk-nøgterne stil i satiren over Enval og den højstemt-tragiske fremstilling af menneskets ensomhed også kommer til at fungere på dansk.

Lassens oversættelse af Mont-Oriol viser, at hendes styrke som oversætter er evnen til at følge originalteksten ned i mindste detalje; ikke mindst hvad angår Maupassants stil og stilskift. Mon ikke det er derfor, hendes oversættelse af den franske forfatters samlede værker viste sig langtidsholdbare?

af Martine Ingvorsen

Anvendte værker i artiklen

Dansk Biografisk Leksikon, i: Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi.

Dansk Kvindebiografisk Leksikon, KVINFO 2003.

Jørgensen, John Chr., Da kvinderne blev journalister, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, København 2012.

Maupassant, Guy de, Mont-Oriol, Editions Jean-Michel Grandsire, Agnières 2009.

Maupassant, Guy de, Mont-Oriol, på dansk ved Loulou Lassen, A. Christiansens Forlag, København 1905.

Rasmussen, Michael, Det litterære kvindebillede hos Guy de Maupassant og på hans tid, Museum Tusculanums Forlag, København 2005.

Skyum-Nielsen, Erik, ”Halløjsa”, artikel i Information 3. september 1999.

Værker, Loulou Lassen (efter udgivelsesår)

Oversættelser:

Maupassant, Guy de, Frøken Fifi og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1903.

Maupassant, Guy de, Et Liv (Une Vie), A. Christiansens Forlag, København 1903.

Maupassant, Guy de, Fru Telliers “Pensionat” og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1904.

Maupassant, Guy de, Smukke-Ven (Bel-Ami), A. Christiansens Forlag, København 1904.

Hennequin, Maurice og Bilhaud, Paul, Den lykkelige Gilberte. Lystspil i 3 Akter (Heureuse!), opført første gang på Folketeatret i 1905.

Maupassant, Guy de, Stærk som Døden (Fort comme la mort), A. Christiansens Forlag, København 1905.

Maupassant, Guy de, Sneppens Historier, noveller, A. Christiansens Forlag, København 1905.

Maupassant, Guy de, Mont-Oriol (Mont-Oriol), A. Christiansens Forlag, København 1905.

Maupassant, Guy de, Miss Harriet og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1905.

Maupassant, Guy de, Vort Hjerte (Notre coeur), A. Christiansens Forlag, København 1906.

Maupassant, Guy de, I Maaneskin og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1906.

Maupassant, Guy de, Masken og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1906.

Maupassant, Guy de, Søstrene Rondoli og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1907.

Maupassant, Guy de, Fru Hussons Dydsdragon, noveller, A. Christiansens Forlag, København 1907.

Maupassant, Guy de, Til venstre Haand. Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1907.

Maupassant, Guy de, Pierre og Jean (Pierre et Jean), A. Christiansens Forlag, København 1907.

Maupassant, Guy de, Yvette og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1908.

Maupassant, Guy de, Kærlighed og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1908.

Maupassant, Guy de, En Kvindes Skriftemaal og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1908.

Maupassant, Guy de, I Solen, noveller, A. Christiansens Forlag, København 1909.

Maupassant, Guy de, Til Salg og andre Fortællinger, A. Christiansens Forlag, København 1909.

Maupassant, Guy de, Paa Vandet, noveller, A. Christiansens Forlag, København 1910.

Feydeau, Georges, Tag Dig lidt af Amélie (Occupé-toi d’Amélie), opført første gang på Det Ny Teater i 1910.

Maupassant, Guy de, En Satyr og andre Fortællinger, Hermann Petersen, København 1910.

Maupassant, Guy de, Værelse Nr. 11 og andre Fortællinger, Hermann Petersen, København 1911.

Maupassant, Guy de, Haanden og andre Fortællinger. En Pariserborgers Søndage. Skuespil, A. Christiansens Forlag, København 1912.

Andre udgivelser:

Marcussen, Loulou, Det evigt kvindelige, Gyldendal, København 1902.