Marianne Lautrop

Marianne Lautrop (5. juli 1937 – 29. juni 2012). Født i København, opvokset i Løjt Kirkeby i Sønderjylland og senere Virum på Sjælland. Hendes far var overlæge, moderen var hjemmegående husmor. Lautrop tog sin studentereksamen i København og læste senere fransk på Københavns Universitet, hvorfra hun blev cand.mag. i fransk i 1975. Lautrop blev gift med og senere skilt fra billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen (f. 1934), med hvem hun i 1960’erne fik tre børn. Sammen boede parret i perioder i Frankrig uden for Paris og i Verona i Italien. Under sit ophold i Paris fulgte Lautrop også fag på universitetet Sorbonne.

Ud over sit virke som oversætter blev Lautrop en del af ”Det af undervisningsministeren nedsatte Udvalg vedrørende Kønsroller og Uddannelse”, som i slutningen af 1970’erne blev oprettet for at afdække og analysere stereotyper og kønsbestemt ulighed i uddannelsessystemet. Lautrop bidrog hertil med en analyse af fire lærebogssystemer til brug i franskundervisningen.

Hun oversatte primært fra fransk til dansk, men et par udgivelser oversat fra catalansk blev det også til. Lautrop var ikke prædisponeret for fransk i form af franske forældre eller familie. Hun lærte sproget under ophold i Paris, som au pair i Bruxelles og som franskstuderende på Københavns Universitet. Catalansk lærte hun sig ved simpelthen at rejse til Catalonien. Selvom Lautrop altså var akademisk uddannet, vidner de gentagne ophold i udlandet om en levende tilgang til sproget; det lærtes for hende ikke ved krydsopslag, men ved at blive brugt, indsuget og optaget.

Lautrops oversætterbibliografi er spraglet og mangeartet. Den omfatter et par bøger om kunst udgivet på det nu hedengangne Forlaget Søren Fogtdal, en fransk skæmtebog om vinens helbredende virkninger, en ”forældreopdragelsesbog”, en kapitalismekritik og en religionsroman. Men hendes helt store bidrag til det danske udgivelseslandskab ligger i det utrættelige, ulønsomme og komplet umulige morakkerarbejde, hun lagde i at få oversat og udgivet den franske skandaleforfatter Louis-Ferdinand Célines (1894-1961) værker.

Lautrop havde lært Célines forfatterskab at kende, da hun var ung pige i huset hos en familie i Bruxelles, og hans prosa må have klinget rent hos hende, for hun valgte, højst usædvanligt, at hengive sig til hans to sidste romaner, Nord (1960) og Rigodon (posthumt, 1969) i sit speciale fra Københavns Universitet.

Der ligger en ikke uvæsentlig pointe i, at Lautrop fra starten rettede sin opmærksomhed mod den sene del af Célines forfatterskab. Men for at forstå det dristige ved at kaste sig over Célines sidste romaner er vi nødt til summarisk at opridse forfatterens biografi og poetik.

Sammen med Proust er Céline det 20. århundredes største franske stilist. Hans debutroman, Voyage au bout de la nuit (da. Rejse til nattens ende, senest oversat af Lars Bonnevie i 1999) fra 1932 blev en litterær sensation og vakte med sit sortsyn og sin desillusionerede, rå skrivestil begejstring og forargelse på det parisiske parnas. Men receptionen af den sidste halvdel af hans i alt otte romaner er forplumret af tre fyldige, antisemitiske pamfletter, som han udgav i mellemkrigstiden. Da befrielsen og de amerikanske hære nærmede sig Paris i 1944, måtte Céline flygte af frygt for repressalier. Han begav sig med sin kone Lucette og sin kat Bébert på en farefuld flugt op igennem et udbombet Tyskland mod Danmark, hvor han havde lagt nogle midler til side med hjælp fra en dansk veninde. Han undgik ved sin advokat Thorvald Mikkelsens mellemkomst udlevering til Frankrig og blev af samme advokat indlogeret på dennes gård ved Korsør, hvor han sad, indtil han fik amnesti i 1951 og kunne vende hjem til Frankrig.

Pamfletterne er hovedårsagen til, at man har tendens til at opdele Célines forfatterskab i to dele: tre ”gode” romaner fra før Anden Verdenskrig og fem ”moralsk anløbne” romaner fra tiden efter Anden Verdenskrig og holocaust i særdeleshed. Forfatterens biografi kaster altså en skygge over de sidste romaners reception, og da solen stod meget lavt over Europa i forfatterens samtid, rækker denne skygge stadig så rigeligt op til vor tid.

Hvad end man måtte mene om en sådan tilgang til Célines værk, giver en sådan opdeling god mening ud fra et kunstnerisk perspektiv. Det er nemlig i de sidste romaner, at det stilistiske potentiale, som allerede lå i kim i Rejse til nattens ende, for alvor blomstrer op og folder sig ud. Stilen er her karakteriseret ved en overmåde voldsom brug af slang fra et hav af forskellige registre, en manisk fragmentation af sætningerne, hidsige rytmeskift, obskure ordspil og referencer fast forankret i forfatterens samtid og fortid. Lige så stor glæde, man har af at læse denne prosa, lige så stor hovedpine må det altså give de vovehalse, som giver sig i kast med at oversætte ham.

Marianne Lautrop var en af de dristigste akrobater blandt Célines oversættere. Hun var trofast mod teksten, men samtidig af den overbevisning, at for at være Céline tro måtte man foretage visse krumspring, der i oversættelsen af andre forfattere ville blive opfattet som utroskab. En blot tilnærmelsesvis ordret oversættelse af Céline er kort og godt en umulighed.

Også Céline selv var sig denne umulighed bevidst, og han satiriserede ofte over den i sine sene romaner. I hans sidste bog, Rigodon, kan man således læse en passage, der vel kan siges at indkapsle forfatterens poetik: ”at oversætte er at forråde! ja! reproducere, fotografere, er at fordærve! prompte!… det der var, kan ikke vises!… så transponér!… poetisér, hvis De kan!…” Citatet er i Lautrops oversættelse, og hun tog ikke let på denne fordring. Skal man gøre sig forhåbninger om at ramme rent, må man transponere, ikke oversætte.

En transponering er nødvendig, fordi Célines prosa ikke fungerer som almindelig formidler af viden, argumenter, fortællinger og deslige. Teksten forsøger at ramme læseren på et mere underliggende plan, nemlig primært som rytme og vold. Rytmen er hos Céline kendetegnet ved en vekslen mellem hidsige stykker af udbrud og mere rolige passager, mens volden primært skal forstås som kraftudtryk, injurier, udfald, aggressiv desillusion osv. Føres disse ting ikke med fra den franske tekst, mislykkes oversættelsen.

Rytme og vold har dybe rødder i det talte sprogs emotionelle klangbund, og transponeringen skal således foretages for at flytte denne klangbund over i en dansk tekst, som kan frembringe en tilnærmelsesvis tilsvarende følelse af afsky, glæde, latter, fornærmelse, indre musikalitet og rytme som hos den franske sprogbruger, Céline skrev for. Lad os prøve med et citat at illustrere, hvordan Lautrop greb den opgave an:

Teksten er starten på romanen Nord og er et godt eksempel på flere af de stilistiske særpræg ved en roman af den sene Céline. Forfatteren er markant til stede i teksten, hvorfra han taler ud til en læser. I begyndelsen nærmest resigneret, kun for så hidsigt at fornærme læseren og derefter ligefrem indtræde i et skænderi, hvor han selv stiller et forestillet modsvar op. Stykket er fyldt med kraft- og slangudtryk, hvoraf flere ikke kan findes i ordbøgerne, fordi Céline enten selv har fundet på dem, omformet eksisterende udtryk eller brugt gammeldags slang. Marianne Lautrop oversætter stykket således:

Lautrop er således trofast mod originalen, men bidrager også af egen lomme til en vellykket transponering. Den første sætning mimer nærmest perfekt den rolige rytme, der er i den franske original. Derpå følger et par små og et par længere sætningsenheder i samme resignerede rytme, før Céline sætter angrebet ind. Sætningen ”hideuse satanée horde d’alcooleux enfiatés laquais” klinger spyttende godt på fransk på en måde, som Lautrop har vidst, hun aldrig kunne gengive på dansk. Hun træffer derfor valget at forstærke udfaldet med en allitteration, som ikke var at finde i originalen: “modbydelige forpulede forbandede fordrukne horde lakajer”. Det er godt set og giver den samme mavepustende effekt som den franske original. Ordet “enfiaté” er i øvrigt en celiniansk neologisme, som er bygget op om et andet celiniansk udtryk “fias”, der oftest betyder noget i retning af ”røv” eller ”bagdel”, men påklistret præfikset ”en” giver det  i n d t r y k  a f, at man har fået stukket noget op i røven, har noget på tværs. Lautrop oversætter det stilsikkert med ”forpulede”, hvilket er helt i tråd med den specifikke fornærmelse (man har fået noget op i røven) og den mere generelle (man er nederdrægtig). Både rytme og vold bibeholdes altså eksemplarisk.

Selvom Céline er kendt og berygtet for sine udfald og sin humor og hidsighed, må man også som oversætter mestre en anden tekstlig modus for at kunne levere en god oversættelse. Célines bøger byder på flere rolige, smukke passager, der tjener som modvægt til den brusende prosaflod af slang og injurier. Det er en rytmisk pointe, som man er nødt til at medtænke i en oversættelse. En af de mest berømte af disse passager findes i Fra det ene slot til det andet. Céline taler her om sin hund Bessys endeligt. Hun var den schæferhund, som Céline og Lucette havde med fra Korsør, og hun indtræder i romanen, da hun dør af en kræftknude. Sidste stykke af den franske version lyder:

Lautrop oversætter stykket således:

Som man kan fornemme i forhold til uddraget fra Nord ovenfor, er det en anderledes, rolig rytme. Bessys dødskamp beskrives indladende, nærmest med patos (i mangel af et bedre ord – der er ingen patos hos Céline), og det føres fint af Lautrop over i den danske tekst. Céline bruger ordet ”fugue” to gange. Den ene gang om Bessys sidste stilling, og den anden til at karakterisere de skove, hun var vant til fra Korsør. Ordet kan oversættes med ”flugt” eller ”afstikker”, men Lautrop vælger ”strejf”, og det er helt rigtigt set. På den led får hun både et passende modsvar til ”en fugue”, hvor ”på strejf” er en langt bedre oversættelse, end ”på flugt” ville have været det. Samtidig får hun mulighed for at være trofast mod det sammensatte ”forêts à fugue”, der nu smukt kan oversættes med ”strejfeskove” – et meget dansk ord, som dog både bibeholder stemningen fra Célines tekst og det bogstavrim, der findes i den franske original.

En anden leksikalsk udfordring har været at finde i ordet ”tralala”. Ordet ligner en neologisme, nærmest et lydord, men på fransk kan det betyde ”fest”, ”stads”, ”pomp” og lignende. Lautrop vælger det danske ord ”ståhej”, og selvom dette ord ikke helt modsvarer den musiske dimension i originalen, er det alligevel et dækkende og sikkert valg, som videreformidler originaltekstens pointe: at mennesket i sin dødskamp opfører sig teatralsk, opstyltet, modsat hunden Bessys instinktive ro og trofasthed mod sin natur. ”Ståhej” er også et tilpas elastisk begreb til at rumme de konnotationer af bevægelse, larm og moro, som ligger i ”tralala”, og det er dermed et fint eksempel på, at hvor det danske sprog viser sig for fattigt, finder Lautrop alligevel en vej, som formår at indkapsle essensen af originalteksten.

Det er selvsagt et enormt arbejde, og som det fremgår af bibliografien nedenfor, tog det hende også flere år at oversætte hver bog. Hun trak på sit store netværk af celinianere i København og i Frankrig, og hun tog til Paris for på bibliotekerne dernede at sætte sig ind det omfattende filigran af slang fra Første Verdenskrig, med hvilket Céline yndede at overså sine romaner.

I mellemtiden måtte hun slås for overhovedet at få bøgerne udgivet. Hun kontaktede selv Célines forlag Gallimard i Paris for at få rettighederne til bøgerne, men hun kunne stadig ikke finde en forlægger, som ville binde an med en dansk udgivelse. Hun levede i lange perioder yderst spartansk, og selv da Kay Holkenfeldt tilbød at lade bøgerne udkomme på sit forlag (hun havde forinden kontaktet Gyldendal og Brøndum), tog arbejdet så lang tid, og krævede så mange kræfter, at det umuligt kunne betale sig.

Kærligheden til Céline drev i overdreven grad værket. Da dramatikeren Jokum Rohde i slutningen af 1990’erne opsøgte Marianne Lautrop for at bede om et udkast til en oversættelse af Célines skuespil Kirken, tilbød hun straks at oversætte hele værket. Hun arbejdede således nærmest gratis, mens Rohde forsøgte at skaffe støtte til projektet. Det lykkedes, og Kirken blev opført i Rohdes bearbejdede version på teatret Kaleidoskop i 2004.

De tre bøger Fra det ene slot til det andet, Nord og Rigodon udkom på Forlaget Holkenfeldt i henholdsvis 1997, 2004 og 2007, og Lautrop var i gang med oversættelsen af Célines anden roman Død på kredit, da Kay Holkenfeldt døde, og forlaget døde med ham. Lautrop kontaktede da Forlaget Vandkunsten, som viste sig velvillige over for en udgivelse. Død på kredit udkom i 2011, og det skulle blive den sidste bog af Céline fra Lautrops hånd. Hun døde i 2012 efter kort tids sygdom.

af Troels Hughes Hansen

Værker, Marianne Lautrop

Oversættelser:

Maury, Emmeric Armand, Drik vin, spar medicin – helbredende vinkure (Soignez-vous par le vin), Chr. Erichsen, København 1978.

Amin, Samir, Den ulige udvikling: studier af samfundsformationer i kapitalismens periferi (Le développement inégal), medoversættere: Lis Glebe-Møller, Birta Jacobsen og Lars Messell, Aurora, København 1979.

Rodoreda, Mercè, Diamantpladsen (La Plaça del diamant), Albatros, København 1981.

Célice, Pierre, Célice, udstillingskatalog, Nikolaj, Københavns Kommunes Udstillingsbygning, København 1991.

Fourny-Dargère, Sophie, Monet (Monet), Kunstbogklubben, København 1993.

Moncada, Jesús, Træksti (Camı́ de sirga), Rosinante, København 1993.

Devynck, Danièle, Toulouse-Lautrec (Toulouse-Lautrec), Søren Fogtdal, København 1994.

Daix, Pierre, Picasso (Picasso), Søren Fogtdal, København 1996.

Céline, Louis-Ferdinand, Fra det ene slot til det andet (D’un château l’autre), Holkenfeldt 3, Lyngby 1997.

Clément, Cathérine, Theos rejse: en roman om verdens religioner (Le voyage de Théo), Forum, København 1999.

Brouck, Jeanne van den, 21 lektioner i forældreopdragelse (Manuel à l’usage des enfants qui ont des parents difficiles), Gyldendal, København 2000.

Céline, Louis-Ferdinand, Kirken (L’Eglise), bearbejdet af Jokum Rohde, opført første gang på Kaleidoskop i 2004.

Céline, Louis-Ferdinand, Nord (Nord), Holkenfeldt 3, Lyngby 2004.

Céline, Louis-Ferdinand, Rigodon (Rigodon), Holkenfeldt 3, Lyngby 2007.

Céline, Louis-Ferdinand, Død på kredit (Mort à crédit), Vandkunsten, København 2011.

Andre udgivelser:

Lautrup, Marianne, En analyse af sprog og temaer i Célines sidste bøger Nord og Rigodon, speciale, København 1975.

Lautrup, Marianne, Kønsroller og franskbøger. En undersøgelse af kønsrollestereotypier i fire begyndersystemer for fransk, det af undervisningsministeren nedsatte Udvalg vedrørende Kønsroller og Uddannelse, København 1980.