Søgeresultater : 利用CPHQ 最新試題 – 跟Certified Professional in Healthcare Quality Examination考試困擾說再見 🚑 請在《 www.newdumpspdf.com 》網站上免費下載▛ CPHQ ▟題庫CPHQ證照信息

Sonja Rindom

 

Sonja Rindom Hilker (26. december 1904 – 12. november 2004) er uden tvivl den danske oversætter, der har sat det største præg på det danske sprog. Hun er ovenikøbet blevet kaldt en af det tyvendes århundredes vigtigste sprogfornyere. Generationer efter generationer har læst Sonja Rindoms oversættelser i Anders And & Co. samt andre Anders And-blade og -bøger, siden hun overtog oversættelsen af bladet i 1949. Den dag i dag er det som regel stadigvæk Sonjas oversættelser, der benyttes, hvis det drejer sig om en historie af den amerikanske serieskaber Carl Barks.

Sonja Rindom blev født i Lund i Sverige, men en måned efter flyttede familien til Danmark. Sonjas far var Erik Rindom, der bestred posten som Politikens kronikredaktør i årene 1927 til 1947. Sonja havde to søstre. Den ene havde svært ved at udtale navnet Sonja, så hun kaldte hende Nonne – et navn, der hang ved hele livet. Sonjas familie stammede fra det gamle Vestindien, så i hele hendes ungdom voksede hun op med, at der blev talt engelsk.

Sonja Rindom nåede at være gift to gange. Hendes første mand hed Max Rothenborg, og ham fik hun datteren Marianne med. Sonjas anden mand hed George Hilker, og med ham fik hun sønnen Per.

Sonja ville gerne have været lærer eller taget en anden akademisk uddannelse, men hendes mor havde en anden mening, så Sonja måtte nøjes med en såkaldt pigeeksamen – en realeksamen uden regning og matematik. I bar trods ville hun efter endt skolegang ud af landet, og til et af afskedsselskaberne hos en af de andre unge kvinder overhørte en kvinde Sonja sige, at ”jeg ved bare, at jeg skal ud af landet”. Kvinden spurgte ind til, om hun kunne lide børn, og om hun kunne engelsk, og da Sonja svarede ja til begge dele, gik der ikke lang tid, førend kvinden havde skaffet Sonja et job som au pair-pige for en fransk-engelsk familie i Genève i Schweiz, hvor hun rejste til som 17-årig. Ferierne tilbragte hun ved at rejse længere sydpå, da hun ikke ville hjem til Danmark endnu.

Da Sonja vendte hjem til Danmark igen, fik hun små kontoropgaver – såsom at oversætte lommehæfter for Gutenberghus (i dag Egmont). En dag på Gutenberghus kom én styrtende over til hende: ”Hvordan har De det med engelsk?” ”Jo, ganske udmærket…” var Sonjas svar. ”… vi skal nemlig udgive et blad, og vi er så småt begyndt at oversætte … nu er vores oversætter blevet syg, og vi SKAL have det lavet – kunne De ikke tænke Dem at oversætte det, indtil vores nuværende oversætter er blevet rask?”, fortsatte personen, hvortil Sonja svarede: ”Ja, det kan jeg da godt.” Dette blad var Anders And & Co., der skulle gøre Sonja Rindom til folkeeje. Den ukendte oversætter, som Sonja skulle vikariere for, kom sig aldrig, og hun døde, inden året var omme, og på den tragiske baggrund blev Sonja nu fast oversætter af Anders And & Co. Redaktøren af bladet, Harald Toksvig, havde dog lige et spørgsmål, før stillingen var Sonjas: ”Kan De lide børn?” Da svaret ja kom prompte, var stillingen hendes.

Det har heddet sig, at Sonja Rindom begyndte at oversætte Anders And & Co. omkring blad nr. 2-3 stykker, og da Egmont desværre har smidt deres kontrakt med Sonja Rindom ud, kan hendes begyndelse ikke stadfæstes nøjagtigt. Under udarbejdelsen af Carl Barks’ Samlede Værker granskede to af Danmarks førende Disney-eksperter, Lars Jensen og Thomas Schrøder, alle oversættelserne af Carl Barks-historierne igennem, og under det arbejde kom Thomas Schrøder frem til, at Sonja må have været inde over Anders And & Co. nr. 1 fra 1949, selvom hun dog ikke har oversat Carl Barks-historien, der var i bladet, da den ikke virker rindomsk, som Sonjas særlige form for oversættelser i Anders And & Co. kaldes af eksperter. Men dele af nr. 1 virker meget rindomske, og da Sonja skulle levere en testoversættelse først, kan det meget vel have været til selve blad nr. 1.

Andeby er ikke Sonjas opfindelse og heller ikke den ukendte oversætters, så det må have været en redaktionel beslutning, men ellers kan mange navne og vendinger, der i dag er en integreret del af det danske sprog, tilskrives Sonja. Den danske redaktion var i en lang årrække meget strikse med, at man ikke måtte bruge navne, man kunne forbinde med aktuelle steder, så Sonja fik god brug for sine kreative evner. Blandt andet forvandlede hun Australien til Kængunesien, da hun oversatte historien ”Adventure Down Under” til ”Anders And i Kængunesien”. En af de eneste gange, hvor hun fik lov til at bruge et velkendt sted, var, da hun oversatte Anders And-historien ”Luck of the North” til ”Anders And på Grønland” – selv om Grønland faktisk slet ikke er nævnt i den originale historie. Går man Sonjas oversættelser igennem med en tættekam i dag, ligger hun vidt fra de originale historier, men man skal igen huske på, at det var den danske redaktion, der påbød hende det dengang. Sonjas oversættelser gik dog rent ind hos børn (og voksne) – også selv om hun aldrig brugte bandeord og slang, for det nægtede hun. Sonja ville heller ikke tale ned til børn, så ved at være finurlig og lege med sproget i sine oversættelser lærte hun børn en masse ord. Mange har ofte udtalt, at de lærte at læse ved at læse Anders And & Co. Et af Sonjas finurlige ord er endda blevet blåstemplet af Dansk Sprognævn og står nu i Retskrivningsordbogen. Det er det fiktive land Fariwaystan, som Sonja oversatte til ”Langtbortistan”. Hendes fordanskninger af Uncle Scrooge (onkel Joakim), Gyro Gearloose (Georg Gearløs), Gladstone Gander (fætter Højben), The Junior Woodchucks (Grønspætterne), Magica De Spell (Hexia de Trick) og mange andre af Andebyborgernes navne er også blevet en integreret del af det danske sprog i dag. Hvem har ikke sagt ”Tror du, jeg er Joakim von And?”, eller ”Det er det rene Georg Gearløs!” I 1983 havde Sonjas ord endda fundet vej til Folketinget, da Socialdemokratiets politiske ordfører, Svend Auken, kaldte den internationale højkonjunktur for den første Schlüter-regerings ”Højben-effekt”. I 2003 brugte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen samme vending, da han fra Folketingets talerstol talte om, at Socialdemokratiet havde været begunstiget med en fætter Højben-effekt angående eksportmarkederne i årene 1998-2000, da de sad på regeringsmagten. Listen af ord, sætninger og finurlige udtryk som for eksempel ”Milde mammon!”, ”Øv, øv og tre gange øv!”, som Sonja fandt på, er lang. Ud over Langtbortistan er Sonjas mest berømte oversættelse uden tvivl Anders Ands sang ”Den Hulkende Sømand” fra historien ”Sangen og sneen”. Den originale historie hedder ”The Screaming Cowboy”, hvad Anders også synger om i originalen: ”Oh, bury me thar with my battered git-tar a-screamin’ my heart out fer yew!”. Hvorfor Sonja fordanskede sangen til at handle om en sømand i stedet for en cowboy, kan vi kun gisne om, men mon ikke det handler om, at vi danskere er mere en søfartsnation, end vi er er cowboys. Strofen blev i Sonjas oversættelse til ”Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd!” Politiken udskrev i 1999 en konkurrence i avisen, hvor de bad deres læsere om at færdiggøre ”Den Hulkende Sømand” ud fra den strofe, og flere hundrede læsere tog udfordringen op. Sonja var selv meddommer i konkurrencen og valgte vinderen uden tøven. Senere, da Egmont i årene 2005-2008 udgav Carl Barks’ Samlede Værker – en bogserie på 30 bind – var mange også bange for, om Egmont kunne finde på, at nyoversætte ”Den Hulkende Sømand”. Det fandt endda frem til aviserne – deriblandt Politiken. Sonjas oversættelser af Carl Barks’ historier i netop Carl Barks’ Samlede Værker blev dog diskuteret grundigt igennem af redaktionen. For skulle man være tro mod Carl Barks’ oprindelige historie eller mod Sonja Rindoms oversættelser? For der havde ikke været noget Anders And & Co. i dag – og dermed også Carl Barks’ Samlede Værker, hvis ikke det havde været for Carl Barks’ fremragende historier og Sonja Rindoms fantasifulde oversættelser – ”Den Gode Tegner” og ”Den Gode Oversætter”, som de også bliver kaldt. Redaktionen valgte at stå fast på, at man brugte Sonjas oversættelser, men rettede dem op diverse steder, hvor det var nødvendigt. Så ”Den Hulkende Sømand” forblev en sømand og ikke en cowboy, til de flestes store lettelse.

Carl Barks’ historier betød meget for Sonja. For selv om hun oversatte hvert eneste Anders And & Co.-blad frem til sin pension i 1982, så fortsatte hun med at oversætte Carl Barks’ historier længe efter. Hun ville ikke lade andre oversætte dem, så da Gutenberghus lancerede sine ”Guldbøger”, der indeholdt Carl Barks-historier, var det hende, der oversatte dem. Det samme gjorde sig gældende for albumserien ”Bedste historier om Anders And”, der også bestod af Carl Barks-historier. Sonja redigerede ovenikøbet selv flere af sine gamle oversættelser til de to bogserier. I dag er det også Sonjas gamle oversættelser til Anders And & Co., der bruges, hvis det er en Carl Barks-historie. Sonja havde for øvrigt selv fornøjelsen af at møde Carl Barks, da han var i Danmark i 1994. Et møde, hun satte stor pris på. For hende var Carl Barks den bedste af alle bladets forfattere og tegnere. Hun elskede hans historier med Anders og nevøerne Rip, Rap & Rup. Onkel Joakim brød hun sig ikke så meget om, da han var så sygeligt glad for sine penge, og Mickey Mouse var for meget en spejderdreng i hendes optik.

Det er dog ikke Anders And det hele. Sonja Rindom oversatte også flere af serierne i Gutenberghus-Bladenes serieblad Fart og tempo, da hun ud over engelsk også kunne fransk (og hollandsk, italiensk og svensk). Så fransk-belgiske tegneserier som Lucky Luke, Mark Breton og Løjtnant Blueberry oversatte Sonja også, men præcis hvilke andre serier vides ikke, da der ligesom i Anders And & Co. ikke blev nævnt, hvem oversætterne var. Det var dog hendes oversættelser til Anders And & Co., der i 1988 gav hende den fornemme tegneseriepris Ping Prisen (ikke at forveksle med den Pingpris, der uddeles nu om dage). Med prisen fulgte også en check på 25.000 kr. – og berømmelse, for indtil da vidste ingen, hvem der havde oversat Anders And & Co. i alle de år.

Sonja Rindom har ikke kun haft stor betydning for det danske sprog – også mange menneskers liv har hun haft direkte indflydelse på. Under 2. Verdenskrig hjalp hun og hendes mand tyske og danske jøder med at flygte fra nazisterne, så de selv endte med at måtte flygte til Sverige i efteråret 1943.

Sonja Rindom døde 12. november 2004. I dødsannoncen, som familien havde indrykket, stod der ganske passende ”Sonja Rindom Hilker er efter et dejligt, indholdsrigt liv, sovet stille ind og draget til sit Langtbortistan.”

af Thomas Schrøder

 

Anvendte værker i artiklen

Bibliopaten, ”Varm guitar eller koldt hulk?”, artikel i Politiken, 4. marts 2006

Dødsannonce i Søndagsavisen, november 2004

Hagerup, Søren, ”Sonja Rindom”, artikel i DDF(R)APPET nr. 1, 2002

Hjorth-Jørgensen, Anders, ”Danske tegneseriepriser – Ping Pris modtagere”, artikel på www.desahjn.dk (Tegneseriemuseet i Danmark)

Schrøder, Thomas, ”Sonja Rindom – Anders Ands mor”, artikel i Carl Barks’ Samlede Værker 1, Egmont Serieforlaget 2005

Skotte, Kim, ”Bedstemor And”, artikel i Politiken 9. november 1997

Søndergaard, Niels, ”Den gode oversætter”, artikel i Anders And & Co. – Den komplette årgang – 1958-3, Egmont Serieforlaget 2004

Vilstrup, Jens, ”Et liv med talebobler”, artikel i Ud & Se, december 2002

Vinterberg, Søren, ”Bedstemor And er død”, artikel i Politiken 16. november 2004.

 

Værker

Oversættelser:

Anders And & Co., Egmont 1949-

Bedste Historier om Anders And, Egmont 1974-1994

Carl Barks’ Samlede Værker, Egmont 2005-2008

Guldbøger, 1984-2000

Samt en masse andre Disney-bøger og blade fra Egmont, hvor Sonja Rindoms oversættelser er blevet brugt

Fart og tempo, Egmont 1966-1976

Tempo, Egmont 1976-1979 (bladet skiftede navn fra Fart og tempo).

Elisabeth Grundtvig

 

Johanne Elisabeth Grundtvig (1856-1945) blev født i København som datter af arkivar Johan Didrik Nicolaj Blicher Grundtvig og Oline Vilhelmine Christiane Stenersen. Hendes farfar var N.F.S. Grundtvig (1783-1872).

Hun blev uddannet som lærerinde fra N. Zahles skole, hvor hun aflagde institutbestyrerprøven i 1884. Hun kom dog aldrig til at arbejde som lærerinde. I 1883 blev hun sammen med sin litterært interesserede mor medlem af Dansk Kvindesamfund (stiftet 1871), og fra 1885 til 1886 var hun den første redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, og igen i perioden 1890-1894. Hun skrev selv og sørgede helt fra begyndelsen for, at bladet indeholdt artikler med både socialt og æstetisk indhold. For eksempel om ægtefællers ulige forhold over for loven, samt litterære bidrag og anmeldelser, foruden et internationalt og især skandinavisk perspektiv på kvindesagen.

I 1887 holdt hun ved et lukket kvindemøde i Dansk Kvindesamfund et foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav. Her spurgte hun, om ligestillingen mellem mænd og kvinder betød, at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral, eller om mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse; hun argumenterede for det sidste som et middel til at undgå prostitution og hjemløse børn.

Dette foredrag, som blev trykt i Kvinden og Samfundet samme år, 1887, blev starten på sædelighedsfejden, den omfattende debat om den frie kærlighed og kønsmoralen, som var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk. Den engagerede flertallet af Nordens betydelige kulturskribenter og forfattere, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og August Strindberg, i 1880’erne. Og Georg Brandes, tidens ledende danske litteraturkritiker, skrev i Politiken tre ironiske kommentarer til artiklen. Elisabeth Grundtvig anlagde sag mod Brandes, og den påfølgende retssag rensede hende for Brandes’ beskyldninger for citatfusk og perfidi. Brandes, dvs. dagbladet Politiken, blev idømt bøde.

I perioden 1883-1890 var Elisabeth Grundtvig medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening (1872-1962), og her mødte hun filologen og oversætteren Ida Falbe-Hansen.

I 1889 aflagde hun stenografeksamen, og i 1890 blev hun, som Rigsdagens første kvindelige funktionær, ansat som stenografskriver, dog uden adgang til selve Rigsdagssalen. Senere blev hun forfremmet til en korrektørstilling; på grund af uvarslet fravær og forsømmeligt arbejde kunne afskedigelse dog komme på tale; hun valgte selv at forlade sin stilling i 1897.

Allerede fra 1887 levede og arbejdede hun sammen med Ida Falbe-Hansen, men i nogle år måtte hun flytte fra hende og ind hos sin bror Stener Grundtvig, der som fængselsinspektør havde embedsbolig i Vestre Fængsel (opført i 1895). Han var blevet enkemand, og i en årrække passede hun hans børn og husholdning. Ligeledes passede hun den svagelige Ida Falbe-Hansen indtil hendes død i 1922.

Sammen med Ida Falbe-Hansen oversatte Elisabeth Grundtvig Selma Lagerlöfs (1858-1941) forfatterskab indtil 1922. I årene 1922 til 1933 fortsatte hun alene oversættelsen af forfatterskabet, et arbejde, som var blevet indledt i 1891 med oversættelsen af Selma Lagerlöfs debutroman, Gösta Berlings Saga (1891, da. 1892).

Ida Falbe-Hansen var også en glimrende oversætter fra svensk. Hvordan disse to oversættere har delt arbejdet mellem sig, i den tid det varede (1890-1922), vides ikke, men den resterende del af det: erindringsværkerne under samletitlen Mårbacka (1922, 1930, 1932) og romantrilogien om Familien Löwensköld (1925 og 1928), har samme gedigne og vederhæftige præg som de fælles oversættelser. Brevvekslingen mellem Selma Lagerlöf og hendes to danske oversættere fortsatte også efter Ida Falbe-Hansens død og varede ved helt til forfatterens død i 1941.

Et par korte brevcitater fra 1901 om arbejdet med romanen Jerusalem kan belyse samarbejdet mellem forfatter og oversætter(e):

Vestre Fængsel, København, V.
15-6-1901

Kære Frøken Lagerlöf!

Mange Tak for Brev og Msk. Jeg er meget glad ved, det er Ingmarerne, vi skal have med at gøre, ligefra den gamle med Bjørnen har de alle min største Interesse og Sympati. Det bliver nok ”a grand book” – Barnet i det andet Kapitel er henrivende og den stakkels Præst ogsaa – han minder jo svagt om vor højtelskede Gösta – og ”Himlen aaben” er skøn. Guderne give Lykke og Kræfter til Fortsættelsen!

 

Falun 17. Juni 1901

Kära Fröken Grundtvig!

Tack så hjärtligt för brefvet och tack för att Ni är så snäll. Det var mycket roligt att Ni tyckte om planen att taga Ingmarssönerna till hjältar. Jag vet ej just om det blir en storartad bok, men jag har ett starkt intryck medan jag skrifver att den är lefvande.

Fra Elisabeth Grundtvigs hånd foreligger der fra 1920’erne og 1930’erne en række oversættelser fra engelsk. Det drejer sig om moderne engelske og amerikanske romantiske romaner af forfattere som Baronesse Orczy, Margaret Pedler, Stanley Hopkins og børnebøger af Augusta Huiell Seaman. Disse bøger fremtræder med den samme vederhæftige oversættelsespraksis som i oversættelserne fra svensk. Stilen er konsistent inden for genrerne. Dog er der somme steder svage anglicismer, eller i det mindste en ikke-dansk sprogbrug, f.eks. ”…den fikse lille Hat, der bragte hende til at se ud som en Dame” (Orczy: The Eternal City, da. Ad bugtede stier, 1927). I børnebogen Tre smaa Opdagere (The Riddle at Live Oaks af Augusta Huiell Seaman, 1938), som foregår i Amerika, har oversætteren tilsyneladende ikke forsøgt at lokalisere påklædning, inventar, landskab m.v. af hensyn til børnelæserne.

Men læser man Elisabeth Grundtvigs oversættelse Dronning Victoria, fra 1930, af Lytton Stracheys biografi Queen Victoria fra 1921, er man ikke i tvivl om, at den er foretaget af en meget kyndig og velskrivende oversætter, som kan gengive forfatterens ordrige og elegante, blidt ironiske stil i en tilsvarende dansk.

Eks. s. 91-92:

The wedding-day was fixed, and it was time for Albert to tear himself away from his family and the scenes of his childhood. With an aching heart, he had revisited his beloved haunts – the woods and the valleys where he had spent so many happy hours shooting rabbits and collecting botanical specimens; in deep depression, he sat through the farewell banquets in the Palace and listened to the Freischütz performed by the State band. It was time to go. The streets were packed as he drove through them; for a short space his eyes were gladdend by a sea of friendly German faces, and his ears by a gathering volume of good guttural sounds. He stopped to bid a last adieu to his grandmother. It was a heart-rending moment. ‘Albert! Albert!’ she shrieked, and fell fainting into the arms of her attendants as his carriage drove away. He was whirled rapidly to his destiny.”

…

“Meanwhile Victoria, in growing agitation, was a prey to temper and to nerves. She grew feverish, and at last Sir James Clark pronounced that she was going to have measles. But, once again, Sir James’s diagnosis was incorrect. It was not the measles that was attacking her, but a very different malady; she was suddenly prostrated by alarm, regret, and doubt. For two years she had been her own mistress – the two happiest years, by far, of her life. And now it was all to end! She was to come under an alien domination – she would have to promise honour and obey … someone.”

s. 79-80:

Bryllupsdagen var fastsat, og det Øjeblik kom, da Albert maatte rive sig løs fra sin Familie og sit Barndomshjem. Tung om Hjertet havde han taget Afsked med alle de elskede Steder: Skovene og Dalene, hvor han havde tilbragt saa mange lykkelige Timer, hvor han havde jaget Kaniner og samlet Planter til sit Herbarium. Bedrøvet sad han ved Aftenselskaberne i Slottet og hørte Militærmusikken spille ’Jægerbruden’. Skilsmissens time slog. Da han kørte fra Slottet, var Gaderne fulde af Mennesker, en lille Stund endnu kunde hans Øjne nyde Synet af et Mylder af venlige, tyske ansigter og hans Øren frydes af en brusende Strøm af kære Strubelyde. Han lod Vognen holde for at sige sin Bedstemoder et sidste Farvel. Det var et gribende øjeblik. ’Albert! Albert!’ raabte hun og faldt besvimet om i Armene paa sine Damer, da hans Vogn satte sig i Bevægelse. Han drog hurtigt sin Skæbne i møde.”

…

”Imidlertid levede Victoria i den største Sindsuro og blev stadig mere nervøs og irritabel. Hun fik Feber, og Sir James Clark mente, at hun var ved at faa Mæslinger. Men endnu engang stillede han en forkert Diagnose. Hun havde ikke Mæslinger, men en helt anden Sygdom: hun var pludselig blevet ude af sig selv af Uro, Angst og Tvivl. Nu havde hun i to Aar været sin egen Herre – de lykkeligste to Aar i hendes liv. Og nu var det altsammen forbi! Nu skulde hun under fremmed Herredømme – hun skulde love, at hun vilde ære og adlyde …”

Med sin slægtsbaggrund, sin uddannelse og sit virke i væsentlige litterære og kulturelle sammenhænge omkring forrige årtusindskifte bidrager Elisabeth Grundtvig også til oversættelsens historie i Danmark.

af Anne Marie Bjerg

 

Anvendte værker  i artiklen

Brevcitaterne er hentet fra faksimilegengivelsen på siderne 140-41 i: Selma Lagerlöf 1858-2008, udstillingskatalog fra Kungliga Biblioteket, Stockholm, 2008.

Tinne Vammens biografi i Dansk Biografisk Leksikon og Kvindebiografisk Leksikon.

 

Øvrig litteratur

Helle Hvenegård-Lassen: Et andet hjem. Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962.

Nordisk Kvindelitteraturhistorie, Bind II: Faderhuset, 1993.

Georg Brandes: Samlede Skrifter, bd. 13, s. 447 ff (www.adl.dk).

Den Store Danske Encyklopædi, bind 18: Sædelighedsfejden.

 

Værker, Elisabeth Grundtvig (efter udgivelsesår)

Oversættelser

Selma Lagerlöf: Mårbacka. Erindringer 1922.

Selma Lagerlöf: General Löwenskölds Ring 1925

Selma Lagerlöf: Charlotte Löwensköld, 1925.

Selma Lagerlöf: Anna Svärd, 1928.

Baronesse Orczy: Ad bugtede Stier, 1927.

Margaret Pedler: Som man saar, 1928.

Walter A. Berendsohn: Selma Lagerlöf, Hjem og Livsforhold, Forfatterskab, Værker, Virkefelt og Betydning, 1928 (tysk disputats, oversat efter den svenske udgave).

Selma Lagerlöf: Et Barns Erindringer, Mårbacka 2, 1930.

Lytton Strachey: Dronning Victoria, 1930.

Selma Lagerlöf: Dagbog, Mårbacka 3, 1932.

Selma Lagerlöf: Høst. Fortællinger og Taler, 1933.

Stanley Hopkins: Kaptajn Floods Døtre, 1935.

Augusta Huiell Seaman: Egelys Hemmlighed, 1937.

Augusta Huiell Seaman: Tre smaa Opdagere, 1938.

Augusta Huiell Seaman: Det mystiske Fund, 1939.

Augusta Huiell Seaman: Det øde Hus, 1940.

 

Selma Lagerlöf-oversættelser 1892-1933

De første Selma Lagerlöf-oversættelser til dansk